
Som formand for HK Handel MidtVest var jeg selv med, da de frivillige fra Jobpatruljen i uge 28 tog rundt i det midt- og vestjyske for at oplyse de arbejdende 13-17-årige om reglerne på arbejdsmarkedet.
Det er altid inspirerende at komme ud i virkeligheden og møde både unge fritidsjobbere og deres arbejdsgivere. Jobpatruljen bliver generelt taget rigtigt godt imod, og på mange arbejdspladser er forholdene gode og i orden.
Men rundturen i Midt- og Vestjylland, hvor Jobpatruljen nåede at besøge 1086 virksomheder og tale med 281 fritidsjobbere, viste dog, at flere unge blandt andet arbejdede for mange timer, havde for tunge løft og rengjorde farlige maskiner.
De unge fritidsjobbere har et langt arbejdsliv foran sig. Derfor nytter det ikke noget, at de allerede på deres måske første job bliver udsat for et eller flere regelbrud, der giver dem en dårlig start på arbejdslivet eller i værste fald mén i form af en arbejdsskade.
Regeringen kom 3. maj 2024 med et udspil, der skal mindske barrierer, så unge får bedre mulighed for at tage et fritidsjob. Men hvis flere unge skal have et fritidsjob, skal det være bedre for de unge at gå på arbejde.
De unge må ikke komme fysisk eller psykisk til skade på arbejdet, så arbejdsmiljølovens beskyttelsesniveau for unges arbejde skal fortsat være højt. Og i min optik nytter det ikke noget at sætte 13-14-årige bag kasseapparaterne. Det er slemt nok, at de 15-17-årige står der i forvejen, når vi ved, at jobbet bag kassen er fyldt med konflikter, hvor flere kasseassistenter oplever at blive overfuset, truet eller sågar spyttet på af kunder.
Omtrent samtidig med, at Jobpatruljen var på vej rundt i landsdelen, kunne jeg i medierne læse, at en kunde havde overfuset en ung medarbejder hos Bager Møller i Skjern så voldsomt, at det påvirkede ham resten af dagen.
Bageriets ejer, Benedikte Møller, tog straks affære og delte via Facebook sin frustration over hændelsen, og jeg vil gerne rose hende og andre arbejdsgivere, der bakker deres medarbejdere op og siger fra over for ubehagelige kunder.
Det er i sidste ende arbejdsgiverne, der skal sikre, at arbejdsmiljøet, også det psykiske, er godt nok for de unge ansatte. Arbejdsgiverne skal imidlertid heller ikke stå alene med ansvaret, så Regeringen må klart og tydeligt definere, hvad den mener, når den siger, at arbejdet ved kassen ikke må indebære en særlig risiko for konflikter.
Ellers skal unge fritidsjobbere ikke have plads bag kasserne.