
For mange er det deres allerførste job.
Det er her, de lærer, hvad det vil sige at tage ansvar, møde til tiden, samarbejde med kolleger og yde en god service. Men det er også her, de danner deres første indtryk af arbejdslivet.
Derfor har vi voksne et ansvar.
I HK ved vi, at langt de fleste medarbejdere møder venlige og respektfulde kunder. Men vi ved også, at nogle oplever det modsatte.
Vores seneste medlemsundersøgelse viser, at unge ansatte i handelsbranchen er den medarbejdergruppe, der oftest oplever en hård tone, nedsættende kommentarer og krænkende adfærd fra kunder.
Når modtageren er en 15-årig fritidsjobber, kan det sætte sig længe efter, at arbejdsdagen er slut.
Og ingen lærer mere eller arbejder bedre af at blive talt ned til.
Tværtimod risikerer vi at skræmme unge væk fra en branche, som har brug for deres arbejdskraft. Derfor bør vi også interessere os for, hvordan de unge oplever deres første møde med arbejdsmarkedet.
I uge 28 besøger Jobpatruljen igen arbejdspladser i hele Midt- og Vestjylland for at tale med unge fritidsjobbere om deres løn- og arbejdsvilkår, deres rettigheder og deres oplevelser på jobbet.
Arbejdsgiverne har naturligvis et stort ansvar for at sikre ordentlige forhold. Men som kunder har vi også et ansvar for den kultur, de unge møder.
Et smil, lidt tålmodighed og en ordentlig tone koster ingenting.
Når Jobpatruljen besøger arbejdspladser i sommerlandet, håber jeg naturligvis, at de unge kan fortælle om ordentlige løn- og arbejdsforhold.
Men jeg håber også, at de kan fortælle om kunder, der udviser den samme respekt, som vi forventer af dem.