Regeringen præsenterede i sidste uge et forslag, der med deres ord skal modernisere lukkeloven. Helt konkret vil de give butikker i små byer og lokalsamfund med under 15.000 indbyggere mulighed for at holde åbent på lukkedage.
Men de er på afveje. Lukkeloven sætter nemlig nogle rammer, der giver medarbejderne mulighed for at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen.
Gør regeringen alvor af en liberalisering af lukkeloven, vil det have store omkostninger for medarbejderne. Og her er der altså tale om medarbejdere, der allerede arbejder på skæve tidspunkter og møder ind, når vi andre holder fri, så det er svært at få børnepasning og familieliv til at hænge sammen.
Derfor frygter jeg, at en liberalisering af lukkeloven vil have modsat effekt end tiltænkt. I stedet for at styrke butikkerne i de små samfund, vil det udsulte branchen og gøre det mindre attraktivt at arbejde i butik.
Når jeg taler med medlemmerne, er en af de store udfordringer nemlig at skabe balance i hverdagen. Hvis de i fremtiden heller ikke kan være sikre på at have fri på lukkedage, gør vi det stort set umuligt for medarbejdere med børn og familie at arbejde i butik.
Selvfølgelig skal vi sikre eksistensgrundlaget for butikkerne i de mindre byer, men det må ikke ske på bekostning af vilkårene for medarbejdere, der allerede er presset.