De nye tidsregistreringsregler skal som udgangspunkt sikre, at registreringen af arbejdstimer bliver mere fair, synlig og gennemskuelig, så der er en overensstemmelse mellem de timers arbejde, der er aftalt og de timer, der udføres. Fra arbejdsgiverside har der lydt et ramaskrig, fordi en sådan all-round tidsregistrering, som alle virksomheder skal indføre, vil betyde en øget administrativ byrde, der samtidig vil påføre den enkelte virksomhed nogle ekstra omkostninger. Det argument forstår jeg egentlig godt. Især når det handler om mindre virksomheder.

 

Vi har i hvert fald i HK Privat-regi allerede oplevet nogle sager og tvister forud for den nye registrering fra 1. juli. Det tyder altid på en vis uenighed i udlægningen af nogle fakta. Her: Arbejdstiden.
- Marianne Glintborg, formand HK Privat Midt

 

Der har også været arbejdsgiver-argumenteret for, at tidsregistreringen ville gøre mange ting mindre fleksibelt i hverdagen. Det tror jeg kun er et pseudo-argument. For er det ikke kun et spørgsmål om kort tilpasning, før det bliver en god vane at registrere sin arbejdstid og finde en fleksibilitet i den nye normal, som bliver resultatet? Det tror jeg.

Jeg tror samtidig, at det er nødvendigt med en lidt mere nuanceret debat om emnet. For der er bestemt nogle fordele for medarbejderne, når deres arbejdsindsats pludselig er registreret og står der sort på hvidt. Det giver noget bevismateriale på de arbejdspladser, hvor det ellers er svært at trænge igennem med budskabet ”…chef, der mangler altså balance mellem min aftalte og min reelle arbejdstid i forhold til mine arbejdsopgaver”.

Ud fra den betragtning er det kun godt, at vi får gjort arbejdstiden synlig for alle. Også for cheferne. Vi har i hvert fald i HK Privat-regi allerede oplevet nogle sager og tvister forud for den nye registrering fra 1. juli. Det tyder altid på en vis uenighed i udlægningen af nogle fakta. Her: Arbejdstiden. Det viser samtidig, at der bestemt er brug for at tage de nye krav om arbejdstidsregistrering som en anledning til at stille skarpt på emnet. Netop derfor er det blevet tid til at kigge mere nuanceret på den kommende, påbudte registrering af arbejdstiden.


Mere om emnet 'arbejdstid': www.hk.dk/raadogstoette/arbejdstid/arbejdstid-privat