Det kræver, at vi er nysgerrige uden at være naive. At det er mennesket før teknologien, og at vi ikke endnu lægger os fast på, om AI og kunstig intelligens er ven eller fjende.
Teknologiens Indflydelse på Arbejdspladsen
Hvad gør den nye teknologi ved vores måde at arbejde på? Ved vores jobs? Ved forventningerne til os i forhold til at håndtere og anvende teknologien bedst muligt for kunders, kollegers, borgeres og patienters skyld? Vil arbejdsgiverne blot bruge AI og kunstig intelligens til at foretage simple nedjusteringer i bemandingen? Eller vil de se det som en mulighed for at frigive ressourcer til at arbejde bedre, smartere og sundere?
Debatten om AI
Lige nu er debatten om AI og kunstig intelligens en debat med mange ubekendte, men i HK forsøger vi konstant at gøre os klogere på emnet, søge inspiration og konsultere eksperter, der kan give deres bud på, hvad den nye teknologi vil betyde i vores HK-hverdag.
En Balanceret Tilgang
Min personlige tilgang er, at vi hverken skal være naive jubeloptimister eller pessimistiske maskinstormere. For vi er endnu ikke et sted, hvor vi helt sort og hvidt kan sige, om AI er ven eller fjende. Det synes tværtimod at være både sort og hvidt i en gråzone, hvor vi helt klart skal forholde os aktivt og kritisk til, hvad teknologien bringer med sig af muligheder og ”umuligheder”.
Bekymringer og Muligheder
På den ene side er der entydigt grund til bekymring, når det for eksempel gælder håndteringen af personlige data og misbrug af samme. Hvad når vi som HK’ere sidder i funktioner, hvor vi håndterer personfølsomme data: Kan vi tillade os at anvende teknologi, hvor data håndteres af mindre pålidelige tech-giganter? Eller hvordan har vi det hver især og som arbejdstagere, hvis kunstig intelligens bruges til øget overvågning?
På den anden side kommer AI og kunstig intelligens med nogle muligheder, der kan frisætte vores kreative potentiale. Der kan gøre nogle arbejdsgange mere effektive, minimere menneskelige fejl og samtidig tage sig af ensidige, kedelige rutineopgaver. Der som en personlig assistent kan hjælpe os med at work smarter, not harder.
Fremtiden med AI
Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er AI og kunstig intelligens kommet for at blive. Det handler i høj grad om, at vi ganske snart og hele tiden får truffet nogle kloge, gennemtænkte og velunderbyggede fravalg og tilvalg. Vi skal forsøge at have fat i den lange ende og ikke lade den nye teknologi løbe med os (og fra os).
Det kræver, at vi er nysgerrige uden at være naive. At det er mennesket før teknologien, og at vi ikke endnu lægger os fast på, om AI og kunstig intelligens er ven eller fjende. For noget tyder på, at det bliver begge dele. Lad os sammen blive klogere på emnet, så vi sætter en klog og menneskelig dagsorden på området.