Den nye regering lægger op til at fjerne en helligdag – formentlig store bededag – og gøre det til en almindelig arbejdsdag. Det skal være med til at finansiere det øgede forsvarsbudget, som krigen i Ukraine har gjort nødvendigt. Lad mig starte med at slå en ting fast: Vi har al sympati med de stakkels krigsramte ukrainere, og har forståelse for, at Danmark kan være nødt til at opruste militært. Men det er absurd, at vi skal arbejde mere – og ovenikøbet uden at få løn for det – i en tid, hvor antallet af stresssygemeldinger er alarmerende højt og hvor mange ansatte i forvejen har problemer med at få arbejds- og privatliv til at gå op i en højere enhed.

I handelsbranchen er der mange, som værner om helligdagene, fordi de i forvejen arbejder på skæve tidspunkter, og mens andre holder ferie eller weekend. Her er helligdagene dobbelt hellige, fordi de giver mulighed for at tilbringe mere tid med familie eller venner, eller for at puste ud i en hektisk hverdag. Hvis hver anden weekend er en arbejdsweekend, og man i forvejen arbejder i eksempelvis juledagene, som det er tilfældet for mange af vores medlemmer, så har det faktisk stor betydning, hvis man får sløjfet en fridag på en helligdag.

Derfor stiller HK Handel sig dybt uforstående over for regeringens forslag. Og at vi skal arbejde en ekstra dag, uden at få mere i lønningsposen, er direkte absurd. Derfor er det også et tema, vi allerede har rejst i medierne, og som vi vil påpege over for den nye regering, ligesom vi bringer det op ved de kommende overenskomstforhandlinger.