Forestil dig, at du ikke kan købe din egen bolig, selvom du hver uge knokler løs og på fuld tid. Banken vil nemlig ikke engang se dig til en snak om dine lånemuligheder, fordi din ansættelseskontrakt viser, at du kun arbejder nogle få timer om ugen. I realiteten arbejder du langt mere, fordi du fx dækker ind ved travlhed og sygdom.

Eller se for dig, at du bliver syg over en længere periode og må modtage sygedagpenge. Men i stedet for at få den fulde takst, får du et beløb, som ikke en gang dækker din husleje. Igen fordi du ifølge din kontrakt kun har været ansat få timer om ugen, og de resterende timer er du blevet tilkaldt på må og få.

Det har været virkeligheden for mange butiksansatte i de seneste år. De har arbejdet på de såkaldte nultimerskontrakter, som på papiret har givet dem ganske få arbejdstimer, men i praksis langt flere. Det fremgår blot ikke af deres kontrakt, og derfor har de mildest talt været dårlig stillet i forbindelse med løn under sygdom, sygedagpenge og ved møder med eksempelvis banken, for officielt ikke har arbejdet ret meget.

Det pegede i én klar retning, nemlig mod et arbejdsmarked, som det vi kender fra eksempelvis USA, hvor det er svært at leve af at arbejde i butik. Hvor medarbejdere må stykke deres løn sammen ved hele tiden at jagte flere timer eller ved at arbejde i en række forskellige butikker. Og det kunne vi ikke leve med i HK Handel.

Nye regler på vej

Derfor tog vi et opgør med nultimerskontrakter under overenskomstforhandlingerne tidligere i år. I det nye år skal de nye bestemmelser rulles ud, og så får alle ansatte på butiksoverenskomsten vished for, hvad de som minimum vil tjene hver måned. Samtidig får de nu ret til løn under sygdom og et længere opsigelsesvarsel, som sikrer den normale løn i længere tid, hvis man bliver opsagt.

Samtidig forventer vi, at afskaffelsen af nultimerkontrakter kan have en positiv indflydelse på vores medlemmers arbejdsmiljø. HK Handels egen medlemsundersøgelse viser nemlig, at ansatte i faste stillinger sjældnere oplever symptomer på stress og depression end ansatte på eksempelvis nultimerskontrakter.

Jeg er godt klar over, at der er medlemmer af HK Handel, som føler, at de nye regler gør deres arbejdsliv mindre fleksibelt. Men vi er nødt til at se i øjnene, at det først og fremmest er arbejdsgiverne, som tidligere har vundet på nultimerskontrakterne. Fleksibiliteten er først og fremmest gået i deres retning, mens mange ansatte har kæmpet for at skrabe nok arbejdstimer sammen.

Det er klart, at afskaffelsen af nultimerskontrakter kommer til at kræve nye måder at gøre tingene på i de enkelte butikker. Men i sidste ende skulle de nye regler gerne komme både den enkelte og vores arbejdsmarked til gode.

Jeg kan huske, da man i sin tid indførte pensionsordninger. Det var heller ikke populært hos alle, mange kunne ikke forstå, at en del af deres løn skulle gemmes, til de blev ældre. I dag er det nok de færreste, der har lyst til at undvære en pensionsordning. For i det lange løb giver det tryghed. Akkurat som afskaffelsen af nultimerskontrakter forhåbentlig kommer til at gøre.