Det er nu, du skal slå til for at holde din værdi på arbejdsmarkedet. I år og næste år er der afsat 65 millioner kroner – det er 10.000 kroner pr. person pr. år - til efter- og videreuddannelse af både faglærte og ufaglærte i job. Det betyder, at et akademifag ikke vil koste dig noget, og et diplomfag er enten gratis eller meget billigt. 

Vi hører tit ord som ”digitalisering” og ”robotisering” sagt i et lidt truende tonefald, men jeg synes, det er en stor fejl. Fremtiden tegner lys og spændende for de fleste af os, hvis vi tør gribe mulighederne, og det kan de mange millioner kroner fra Omstillingsfonden hjælpe os med. Pengene kommer fra trepartsforhandlinger, fordi arbejdsgivere, fagforeninger og politikere kan se, at uddannelse er vejen frem.

Mange kan oven i købet søge ekstra penge fra diverse kompetencefonde, så nu kan en stor gruppe få relevant uddannelse, uden at privatøkonomien bryder sammen. Det er et tilbud, som alle seriøst bør overveje, for forandringerne kommer, uanset om vi er klar til de nye tiltag. De, der kan betjene de nye programmer og maskiner, får de spændende nye jobs, så skynd dig at få papir på kompetencerne, og få tilført de manglende kompetencer – mulighederne er der nu.

Hvis du kommer til et af HK Sydjyllands arrangementer ”Dit liv – dit job”, kan du få inspiration, guidning og motivation til at komme i gang. Det er i september, oktober og november i henholdsvis Kolding, Rødekro og Esbjerg. Klik her for at læse om dem.