De unge plejer at være gode til at kende deres værd, og det er godt. De stiller krav til deres skoler og uddannelser, til deres forældre og til samfundet, og de lader sig ikke nøje på samme måde som tidligere generationer. Det skaber nytænkning og fremskridt. Men et sted er mange af de unge ukarakteristisk beskedne, nemlig på deres fritidsjob.
Jobpatruljen har netop fuldført sin årlige runde i sommerlandet og har her i Sydjylland gennemført 335 interviews med unge fritidsjobbere på 818 virksomheder i hele vores område. I deres fortællinger tegner sig et klart mønster af, at mange hverken ved, at de har rettigheder, eller er klar over, at de kan forhandle deres forhold.
De frivillige i Jobpatruljen og medarbejdere fra HK Sydjylland siger samstemmende, at unge tit stiltiende finder sig i, hvad de bliver budt af arbejdsgiverne. Heldigvis er forholdene i orden de fleste steder, men der er også en del arbejdsgivere, der ser stort på reglerne. Vi ser vagter uden pauser, alt for lange vagter, manglende kontrakter og ingen løn ved sygdom, og arbejdsgivere, som ulovligt lader de unge foretage tunge løft og betjening af maskiner.
Som de unge ser det, er deres eneste mulighed i et dårligt job at forlade det og finde et andet, men sådan fungerer arbejdsmarkedet jo ikke, og heldigvis for det. De unge skal vide, at de kan forhandle deres forhold, og at det danske arbejdsmarked bygger på dialog mellem arbejdsgiver og arbejdstager til fælles gavn. Og det er ikke kun vigtigt, at de unge ved det i fritidsjobbet.
Ingen har brug for, når de unge engang skal fuldtids på arbejdsmarkedet, at de bliver jobhoppere på evig jagt efter en ny stilling. Vi skal sikre, at vi ikke får en generation af evigt utilfredse og uforløste medarbejdere, som aldrig falder til, men heller ikke prøver at tage snakken med chefen om hvorfor. Og ansvaret for at undgå den situation ligger både hos arbejdsgiverne og hos os i fagforeningerne, men processen begynder hos de unge, så min opfordring er klar: Tal med os!
