Efterløn

Sådan optjener du skattefri præmie

Her får du overblik over reglerne for skattefri præmie - også kaldet efterlønspræmie. Få svar på hvornår du optjener præmien, hvordan den bliver udbetalt, og hvor meget du kan få.

Du kan optjene skattefri præmie, hvis du bliver på arbejdsmarkedet, efter du har nået din efterlønsalder og har fået dit efterlønsbevis. Præmien optjenes løbende og bliver udbetalt samlet, når du når din folkepensionsalder.

Du optjener en skattefri præmie i portioner

  • Du optjener 1 portion for hver 481 løntimer - både som fuldtids- og deltidsforsikret.
  • Du kan højest optjene 12 portioner.
  • For at optjene 12 portioner skal du arbejde fuldtid de sidste 3 år forud for din folkepensionsalder.
  • Arbejder du på deltid, eller i en kortere periode end 3 år efter din efterlønsalder, vil du optjene et mindre antal portioner.

Skattefri præmie 2026: Det får du udbetalt

Løntimer Portioner Fuldtid (kr.) Deltid  (kr.)
481 1 15.870 10.580
962 2 31.740 21.160
1.443 3 47.610 31.740
1.924 4

63.480

42.320
2.405 5 79.350 52.900
2.886 6 95.220 63.480
3.367 7 111.090 74.060
3.848 8 126.960 84.640
4.329 9 142.830 95.220
4.810 10 158.700 105.800
5.291 11 174.570 116.380
5.772 12 190.440 126.960

Udbetaling af skattefri præmie

Du behøver ikke selv at gøre noget. Du får automatisk din skattefri præmie, når du når din folkepensionsalder. Vi beregner og udbetaler skattefri præmie senest 2 måneder efter, du har nået folkepensionsalderen.

Hvis du ikke har fået efterløn, og det bedre kan betale sig for dig at få dit efterlønsbidrag tilbage, sørger vi automatisk for det. Mangler vi oplysninger fra dig, kontakter vi dig.

Du får besked på Mit HK, når vi udbetaler pengene til din NemKonto.

For dig, der arbejder og får supplerende efterløn: Optjening af skattefri præmie

Hvis du arbejder samtidig med, at du får udbetalt efterløn, skal du udskyde overgangen til efterløn i to år fra det tidspunkt, du har fået dit efterlønsbevis. Så er du berettiget til at optjene skattefri præmie af dine arbejdstimer.

Hvis du først går på efterløn 2 år efter, du har fået dit efterlønsbevis, kan du arbejde på nedsat tid, få supplerende efterløn og samtidigt optjene skattefri præmie.

For at opfylde 2-års-reglen skal du fra bevistidspunktet have arbejdet mindst 3.120 timer, hvis du er fuldtidsforsikret, og mindst 2.496 timer, hvis du er deltidsforsikret, inden du kan få udbetalt efterløn.

Læs mere om at arbejde på deltid og samtidig få efterløn her.

Er du selvstændig?
Du kan også optjene skattefri præmie ud fra overskud i din virksomhed. Vi beregner din præmie, når din årsopgørelse er klar hos SKAT.