Storrumskontor

Få gode råd til, hvordan I får et sikkert og sundt arbejdsmiljø og reducerer forstyrrelser på storrumskontoret.

Få rådgivning & hjælp af os

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål om indretning af storrumskontoret. Har du brug for sparring om, hvordan du griber det an, hvis I har udfordringer på din arbejdsplads, er vi også klar til at lytte og vejlede dig. Ring til os på 7011 4545.

 

Et storrumskontor er et åbent kontor, hvor flere medarbejdere arbejder i samme rum uden adskillelse i separate kontorer. Her kan du læse om regler og gode råd til indretning af storrumskontorer.

Tips til et bedre arbejdsmiljø på storrumskontoret

  • Lav adfærdsregler på kontoret – og overhold dem. Reglerne kan fx beskrive, hvilke snakke der kan tages ved arbejdspladsen, og hvilke der skal tages i et mødelokale, hvordan og hvornår I lufter ud samt telefoners ringetone.
  • Fortrolige samtaler hører ikke hjemme på et storrumskontor.
  • Gå hen til den, du taler med, så I forstyrrer mindst muligt.
  • Stil telefonen videre, når du forlader din arbejdsplads.
  • Mange forskellige behov støder sammen, når I arbejder i storrum. Tal derfor åbent om behov og begrænsninger.
  • Papirbunker samler støv til gene for indeklimaet, så ryd op og læg væk.
  • Sluk for din arbejdslampe, når du ikke bruger den. På den måde er du med til at reducere varmen på kontoret.
  • Virus smitter lettere i storrumskontor end ved enkeltkontorer. Vær derfor være ekstra opmærksom på god adfærd i forbindelse med eksempelvis forkølelse.
  • Sid ikke for tæt, for jo tættere I sidder, des nemmere bliver I forstyrret af støj fra kollegerne.

Reducer støj og forstyrrelser på storrumskontoret
Støj måles i decibel, og ingen må udsættes for en støjbelastning på over 85 decibel. Det er normalt ikke et problem i et kontorlokale. Men støj behøver ikke være høreskadende for at være et arbejdsmiljøproblem.

Hvis der er generende støj på kontoret, skal din arbejdsgiver sørge for at reducere støjbelastningen. Det kan fx gøres ved at:

  • foretage en akustisk regulering – eksempelvis ved at dække loftet af lyddæmpende materialer
  • undgå unødig generende støj. En reduktion i støjniveauet kan blandt andet opnås ved, at støjende kontormaskiner står i separate rum, at der er tilgængelige mødelokaler og at generende lyd fra gang dæmpes med støjdæmpende gulvbelægning
  • der udarbejdes en politik for adfærd på kontoret med fokus på at reducere støj.

Tip! Hvis du ret tydeligt kan høre, hvad de snakker om i den anden ende af storrumskontoret, er der formentlig noget galt med akustikken på kontoret. I kan afhjælpe problemet med akustikskærme, møbler eller akustikplader på væggene.

Læs mere om støj og larm på denne side.

Kilder:

Bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning

Bekendtgørelse om arbejdets udførelse

Arbejdstilsynets vejledning om arbejdsstedets indretning (Kapitel 6)

Branchefællesskaber for arbejdsmiljø (BFA), som består af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter – blandt andre HK:

BFA Kontor

BFA Velfærd (Storrum)