Det flyver rundt med generationsbegreber. Vi skal forholde os til nye kolleger fra både X-, Y-, Z-, Alfa- og snart også Beta-generationen, deres forskelligheder og deres kompetencer. De unge mennesker fra generation Z og Alfa er ved at være flyveklare og begynder deres ’fxx-ing voksenliv’. Vi erfaringsramte betragter disse nye unge kolleger som dygtige, velforberedte og ikke mindst nysgerrige og arbejdsivrige. Men der sker noget i mødet med arbejdslivet for vores unge kolleger.
Undersøgelser fra de senere år konkluderer, at unge er hårdt ramt af mistrivsel og har svært ved at finde vej til et job, hvor de mener, de passer ind og føler sig på rette hylde. Samtidig er antallet af stress-sygemeldinger blandt de nye og unge kolleger på arbejdsmarkedet eksploderet. Fx holder unge fra Generation Z, som er født mellem 1995 og 2012, gennemsnitligt kun 13 måneder i et job.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er os erfaringsramte, som på en eller anden måde har en medvirkende rolle i deres manglende trivsel.
LÆS OGSÅ: De nye unge slår hovedet på arbejdslivet
Vores unge medborgere bliver konstant punket med, at de skal hurtigt igennem. Hurtigt gennem grundskolen – uden fejl, hurtigt gennem ungdomsuddannelse – uden fejl, hurtigt gennem korte, mellemlange og lange uddannelser – uden fejl. Det handler om arbejdsmarkedsudbud, og her fortæller arbejdsgiverne hele tiden, at de mangler arbejdskraft. Så vores unge kolleger skal hurtigt ud bag samlebåndet. Og det skal i hvert tilfælde ikke være sjovt at gå på arbejde – siger nogle voksne.
Man må helst ikke have et sabbatår eller to eller tre. Man skal vælge rigtigt i første hug, for ellers låser ens muligheder sig. Man mødes med krav efter krav for at få plads i det første job, som man selvfølgelig heller ikke må vælge forkert i. Og med det seneste fokus på, at man også lige skal have nogle børn, før det biologiske ur går i stå, så er der ikke noget at sige til, at stress konstant lurer i horisonten.
Samtidig forventes det, at man jo også skal have en pletfri karriere, man skal være dygtig i jobbet og ikke lave fejl. Helst skal man bevæge sig lidt op i hierarkiet inden for de to første år. De unges virkelighed er, at man hele tiden går ud fra et ideal i stedet for at få lov til at eksistere i samfundet, som man er – læste jeg et sted. Men hvem siger, at det skal være sådan?
Vi har skabt et samfund, hvor fejl er et no-go, og hvor et spørgsmål om hjælp kan blive opfattet som et svaghedstegn – måske ligefrem et tegn på uselvstændighed. Kan vi virkelig være det bekendt? Eller er der noget, vi selv har glemt? Og er vi – os de gamle erfaringsramte – måske også blevet påvirket af jaget på arbejdspladsen, så vi ikke smiler lige så meget, ikke griner og glemmer at spørge vores nye unge kolleger: Hvordan har du det?
LÆS OGSÅ: Unge mistrives: "Vi accepterer ikke det samme som tidligere generationer"
Jeg gik ikke den lige vej. Jeg blev student – med en elendig eksamen, som jeg ikke rigtig kunne bruge til noget. Tog til Frankrig, Spanien og England i et par år for at opleve andre kulturer. Blev rengøringsassistent, fordi den daværende jobformidling fortalte mig, at jeg ikke kunne noget? Søgte job som sømand og sejlede – om end ikke på de syv have – trods alt en del ture til Færøerne og krydstogter til Nordkap. Fandt ud af, at jeg hellere måtte få en uddannelse og blev elev i Udenrigsministeriet.
Det kan næppe kaldes en lige vej – men jeg lærte meget undervejs – også af mine fejl. For ja, jeg begik fejl. Nogle gange fejl, som kostede tid, andre gange penge i regnskabet. Men arbejdsmiljøet gjorde, at man ikke var bange for at sige: ”Jeg tror, jeg har lavet en fejl”.
Efter min elendige studentereksamen tog jeg en HH-eksamen, som gav mig adgang til at blive elev. Og jeg er startet på alle mulige videreuddannelser – nogle gjorde jeg færdige, andre droppede jeg, fordi det ikke var sjovt.
For det skal være sjovt – både at gå på arbejde, men også at læse videre.
LÆS OGSÅ: TEMA: De nye unge
Jeg oplever, at mange unge mennesker ikke føler, de har den sikkerhed. Det er med til at skabe en utryghed i arbejdslivet for de bedst uddannede unge, vi nogensinde har haft.
Lige nu forhandler vi statens overenskomster, og ønskerne har været mange. Medlemmerne ved godt, hvad der skal til for at få et bedre arbejdsliv. Og når forhandlingerne er slut, og resultatet skal føres ud i livet på arbejdspladsen, så er det måske her, vi skal begynde at kikke på vores unge og nye kolleger og vise dem en anden vej.
En vej, hvor det er sjovt at gå på arbejde, hvor det at lave fejl er en del af den personlige udvikling, og hvor det at spørge om hjælp og ikke mindst få hjælp er en naturlig del af arbejdslivet.
I HK har vi lige lavet en ny undersøgelse om kollegaskab. Her viser det sig, at 94 procent af danskerne synes, det er sjovere at gå på arbejde, når de har det godt med deres kolleger. 75 procent oplever mindre stress, når de arbejder sammen med gode kolleger. 91 procent mener, at gode kolleger er vigtige for arbejdsglæden, og 78 procent oplever større tryghed i hverdagen med godt kollegaskab. Som en klog tidligere næstformand for HK Stat en gang sagde til mig: ”Vi skal huske, at vi er hinandens arbejdsmiljø.”
Så lad os gribe vores unge kolleger, så de ikke bliver ramt af mistrivsel i forsøget på at passe ind på et arbejdsmarked, vi heller ikke selv altid kan holde til.
