Jakob Riis Petersen bliver snart far for tredje gang og håber på, at han denne gang kan få seks ugers orlov med den lille ny. Foto: Lisbeth Holten
Da Jakob Riis Petersen ventede barn nummer to med sin hustru, blev der forhandlet en del på hjemmefronten om fordelingen af barslen.
Ved det første barn i 2012 havde han kun holdt 14 dage i forlængelse af fødslen.
- Ved vores første barn vidste vi jo ikke rigtig, hvad det hele gik ud på, og fruen var ikke så deleglad i forhold til barslen. Vi havde en del forhandling om, hvor meget orlov jeg skulle holde. Jeg ville gerne holde seks uger. Min kone syntes, at fire uger var bedre, siger 34-årige Jakob Riis Petersen, der er supervisor ved Vejdirektoratets Trafikcenter under Falck.
- Jeg kan godt se, at hun har en anderledes tilknytning til barnet efter at have båret på det i maven i 9 måneder. Jeg ved jo godt, at barslen er til deling, men jeg kan alligevel ikke slippe følelsen af, at jeg tager noget fra hende, hvis jeg insisterer på mere. Sådan burde det nok ikke være, og det kan godt være, at det ville gøre en forskel for mig, hvis barslen i højere grad var målrettet eller øremærket til mig som manden.
Ville gerne have lagt barslen senere
Fra arbejdsgiverens side var der ingen problemer med, at han ville holde orlov i fire uger. Men han skulle selv spørge ind til, hvilke muligheder han havde. Og endte også med at tage hensyn til arbejdspladsen.
- Vi er en 24/7-beredskabsafdeling, hvor der godt kan være pres på i fx ferieperioder. Så jeg tænkte selv på ikke at lægge orloven der. Det har min chef efterfølgende sagt, at han var glad for.
- Det var superdejligt at holde barsel, og jeg kan godt mærke, at det knytter et stærkere bånd, som moderen måske i højere grad automatisk har fra start af. Så det vil jeg gerne have mere af. Men jeg har også relativt meget krudt i røven, så de fire uger var faktisk rimelig lang tid for mig. Der var meget lur og indkøring. Så hvis jeg kunne gøre det om igen, ville jeg nok have lagt min orlov senere, så der var lidt mere gang i ham.
Og det får Jakob Riis Petersen så mulighed for snart, da barn nummer tre ved redaktionens deadline er på det yderste af trapperne.
- Vi har ikke aftalt noget endnu med fordeling af barsel. Men jeg går efter seks uger. Så må vi se.