Mads Anker Johansen er på forældreorlov med sin søn.

Mads Anker Johansen gik hjemme med Valdemar, der nu er halvandet år, i tre måneder. Foto: Lisbeth Holten

Da døren smækkede mandag morgen klokken 7.30, gibbede det en del i Mads Anker Johansen.
Kæresten skulle på arbejde. Han skulle være alene med 8 måneder gamle Valdemar.
- Det var enormt skræmmende i starten. Var jeg overhovedet dygtig nok til det her?

Som barslen skred frem, blev han også klogere på, hvad det indebar.
- Som mænd sikkert er flest, troede jeg samtidig, at jeg kunne nå 1.000 forskellige huslige ting og tage min søn med på alle de ture, jeg havde planlagt. Det lærte jeg lynhurtigt, at det kunne jeg så ikke. Jeg lærte hurtigt at tage det meget lavpraktisk én dag ad gangen, siger Mads Anker Johansen, der er bankrådgiver i Arbejdernes Landsbank.

- Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke er verdens mest strukturerede menneske, men det er man jo nødt til at være. Det har helt sikkert givet mig en bedre forståelse af, hvad det er, min kæreste var igennem under sin barsel. Og jeg tror også, at det er smittet af på mit arbejde. Jeg er blevet bedre til at planlægge. Også under pres.

Økonomien spillede en rolle
Foruden de 14 dages barsel straks efter fødslen i februar 2017 tog 34-årige Mads Anker Johansen alt den barsel, han gennem sin overenskomst kunne få med fuld løn: tre måneder. En fordeling, han og kæresten ret hurtigt blev enige om.

- Jeg havde et stærkt ønske om at lære min søn at kende og være alene med ham, mens han var baby. Og da jeg var kommet over den første usikkerhed og kommet ned i tempo, var det helt fantastisk, siger Mads Anker Johansen og slår fast, at økonomien også spillede en rolle for fordelingen af barslen.

- Jeg tror, at det ville have haft en betydning for vores valg, hvis jeg fx skulle have været på dagpenge for at holde tre måneder. Jeg tjener 10.000 kroner mere end min kæreste, så i forhold til at bevare vores livsstil spiller det en rolle. Jeg er jo bankmand. Hvis der ikke var økonomi involveret - og jeg ikke skulle tage hensyn til kærestens ønsker - tror jeg godt, at jeg ville have taget op til et halvt år.

Ville gerne have haft mere info
Der var ingen bøvl eller sure miner fra arbejdsgiveren, i forhold til at han skulle være væk i tre måneder. Til gengæld så Mads Anker Johansen gerne, at der var blevet sat lidt mere information om hans muligheder i værk, da han havde fortalt, at kæresten var gravid.

- Det er lidt af en jungle. Især at få to overenskomster til at spille sammen i planlægningen af barslen. Det stod jeg ret alene med. Jeg havde heldigvis en god tillidsrepræsentant, jeg kunne spørge, men det havde været rart at få præsenteret mine muligheder fra start af, siger bankrådgiveren.
- Det, der først og fremmest blev søsat, var alt det kage og slik, jeg skulle give.

Læs også: Mænd vil gerne holde mere barsel