Kvinde på kontor

Foto: Lisbeth Holten

Skal der være musik i ørerne eller ingen musik i ørerne?
Hos Falck Healthcare er Helle Petersen leder for samlet 30 medarbejdere - fordelt på to medarbejdergrupper. Her har det 52-årige HK/Privat-medlem været nødt til at opstille nogle spilleregler for brugen af høretelefoner i arbejdstiden.

- Vi har et team af unge medarbejdere, som sidder med fakturering, og som ønskede at kunne høre musik i deres høretelefoner, mens de arbejdede. Så prøvede vi det. Men jeg kunne simpelthen observere, at de havde sværere ved at holde koncentrationen, og der blev lavet flere fejl, fortæller Helle Petersen.

- Så jeg var nødt til at sige, at det må I ikke.
For det andet team - bestående af en blandet skare af lidt ældre medarbejdere - er der indgået et kompromis, så de må have en høretelefon i det ene øre.

- Vi taler en del til hinanden, og jeg synes, det er vigtigt, at man nemt kan få kontakt med sine kolleger. Det kan man stadig med kun én høretelefon, siger Helle Petersen.

- De unge havde da lidt svært ved at forstå, hvorfor nogle må og andre ikke må. Men folk arbejder med vidt forskellige ting og er udsat for mere eller mindre støj fra andre kolleger, så det er nødt til at være tilpasset efter ens arbejdsopgaver, siger Helle Petersen.

Læs også: Hørebøffer er blevet hverdag på kontoret
Personligt bryder hun sig ikke om at have musik i ørerne, mens hun passer sine arbejdsopgaver.
- For det første løber jeg meget rundt, og jeg har mange mennesker, som hele tiden skal snakke med mig. Jeg foretrækker at sidde ude blandt mine medarbejdere i stedet for i et aflukket kontor, så jeg kan følge med i den daglige gang. Jeg kan sagtens lukke af og fx læse et eller andet, selv om 20 mennesker snakker telefon samtidig, men har svært ved at holde fokus, hvis jeg har musik i ørerne, siger Helle Petersen.

- Men jeg har stor forståelse for, at vi alle sammen er forskellige i forhold til, hvordan man bedst fokuserer.
Vicky Sørensen, der er tillidsrepræsentant for HK’erne i Falck, kender ikke til de specifikke regler for brugen af høretelefoner i de forskellige afdelinger.

- Men jeg har fuld forståelse for og synes, at det er helt i orden, at man i forskellige afdelinger har behov for at lave sådan nogle regler. Det afhænger jo hele tiden af specifikke forhold i de enkelte afdelinger, siger Vicky Sørensen, der samtidig slår fast, at støjgener altid er en udfordring, som arbejdsmiljørepræsentanterne har stor fokus på.

- Vi sidder alle sammen i storrumskontorer; medarbejdere, chefer og direktører. Men vi har i Falck i de senere år haft stor fokus på at reducere støj ved bedre mobilvaner, andre akustikløsninger og særlige headsets til telefonerne i ikke mindst callcenteret.

 

MEGET FÅ HAR - ELLER ØNSKER - REGLER

85 procent af dem, der har en kollega, som bruger høretelefoner, svarer, at de har det helt fint med det.

80 procent har ikke regler for brugen af høretelefoner på arbejdspladsen.

81 procent ønsker ikke regler for brugen af høretelefoner på arbejdspladsen.

 

Kilde: Survey blandt 688 abonnenter på HK/Privats nyhedsbrev, maj 2019