Det er ikke dig, der skal finde en afløser, når du sygemelder dig. Illustration: Tone Thoresen/Koalitionen.dk
Er du syg, er det din chefs opgave at finde en afløser – ikke din. Uanset hvor svært det er for chefen at få vagtplanen til at gå op, er det et ledelsesansvar at få butikken, lageret eller kontoret til at køre, fortæller faglig sekretær i HK Handel, Søren Boelt Tyndeskov.
- Vi hører desværre ofte, at vores medlemmer får besked fra chefen om, at de lige selv skal finde en afløser, hvis de ringer for at melde sig syge, siger han.
Men det er ikke dig som medarbejder – eller dine kolleger – der skal løse et bemandingsproblem, uanset at sygdomssæsonen er over os, og at der derfor skal løbes stærkere nogle steder.
- Selvfølgelig vil man rigtig gerne hjælpe og være fleksibel, når man ved, at det måske går ud over kollegerne, hvis man melder sig syg. Men det er en del af ledelsesansvaret, at chefen finder løsningen, understreger Søren Boelt Tyndeskov.
Han foreslår, at man i stedet kan hjælpe ved at give en tidshorisont, hvis det er muligt.
![]() Faglig sekretær Søren Boelt Tyndeskov. |
- Du er ikke forpligtet til at fortælle, hvad du fejler, men har du mulighed for at give et bud på, hvornår du forventer at være klar til at genoptage arbejdet, kan det hjælpe på planlægningen. Er du ikke klar til den tid, du regnede med at være tilbage, er du selvfølgelig stadig sygemeldt, siger han og fortsætter:
- Du er heller ikke forpligtet til at vise en lægeerklæring, før din arbejdsgiver eventuelt beder dig om at fremskaffe en. Man er syg så længe, man selv vurderer, at man er for syg til at komme på arbejde.
Må chefen ringe?
Et af de spørgsmål, der ofte melder sig, er, om chefen egentlig må ringe hjem til en sygemeldt medarbejder.
- Din chef må gerne ringe til dig, selvom du er syg. Chefen kan f.eks. have brug for at koordinere dine arbejdsopgaver eller prioritere opgaver i forhold til dine kolleger, siger Søren Boelt Tyndeskov og fortsætter:
- Der er dog et stort MEN: Din arbejdsplads må under ingen omstændigheder ringe og forsøge at få dig tilbage på arbejdet, når du er syg. Hvis du oplever det, skal du kontakte din tillidsrepræsentant eller HK-afdeling med det samme.
Har du brug for hjælp?
Hvis du har spørgsmål i forbindelse med et sygdomsforløb eller din ansættelse generelt, kan du altid tage fat i din tillidsrepræsentant eller ringe til os i din lokale HK-afdeling på tlf. 7011 4545.
Meld dig syg efter reglerne
Det er forskelligt fra arbejdsplads til arbejdsplads, hvordan man skal melde sig syg. Tjek personalehåndbogen, eller spørg din tillidsrepræsentant eller leder om, hvilke regler der gælder hos jer.