De to frontkvinder i HK Kommunal Nordjylland, Katharina Hauge Antonsen og Susanne Thorsø

 

HK Kommunal Nordjylland havde flere vigtige temaer på programmet på årets sidste bestyrelsesmøde i 2020. Blandt andet din kommende overenskomst, ny aftale med regionen og hvordan tilfredsheden er med fagforeningen.

 

OK21 er i gang

 

Overenskomstforhandlingerne fylder meget, og der blev forhandlet på højtryk lige op mod jul i HK Kommunal.

 

Vi er alle meget spændte på arbejdsgivernes krav, og allerede nu lyder det fra arbejdsgiverside, at vi skal udvise mådehold. Det skal vores topforhandlere i HK Kommunal selvfølgelig udfordre dem på, da vi som HK’ere skal anerkendes for vores bidrag til velfærden.

 

Men der er ingen tvivl om, at vi står overfor svære forhandlinger.

 

Forhandlinger med Region Nordjylland om beredskab gav en fælles aftale

 

Op til sommerferien indgik HK Kommunal 5 regionale aftaler om beredskab på sygehusområdet i forbindelse med Covid-19. Det foregik sammen med Sundhedskartellet (SHK), FOA og 3F.

 

Sundhedskartellet har uden os andre haft drøftelser med Danske Regioner om en eventuel forlængelse af aftalen, herunder krav til forbedringer. Drøftelserne er endt uden et centralt resultat, og i stedet indgik DSR Nordjylland en lokalaftale med Region Nordjylland.

 

I HK Kommunal (samt FOA og 3F) havde vi gerne set, at det havde været et fælles forløb mellem de centrale parter, men den mulighed blev lukket. Derfor tog vi (HK Kommunal Nordjylland) fat i 3F og FOA i Nordjylland. Vi fik forhandlet en fælles aftale på plads med Region Nordjylland vedrørende beredskab i forbindelse med Covid-19.

 

 

Tilfredshedsundersøgelse med flot resultat

 

HK har gennemført en medlemstilfredshedsundersøgelse for alle fire sektorer. En undersøgelse, som gennemføres med jævne mellemrum, og derfor er der et godt sammenligningsgrundlag. HK Kommunal fik et flot tilfredshedsresultat, men der er ingen grund til at stille sig tilfreds, for der er stadig udviklingsmuligheder. Det skulle gerne blive sådan, at HK Kommunal er et naturligt valg af fagforening, såfremt man er ansat i en stilling i en kommune eller på det regionale område. Så vi fortsætter det gode arbejde.

 

 

Pas på jer selv i disse tider.

 

Godt nytår.

 

Katharina H Antonsen     Susanne Thorsø

Formand                                Næstformand