Vi taler meget om det. Mange mærker det på egen krop. Og det kan komme i et hav af afskygninger. Emnet er selvfølgelig stress. Og det er på tide, det håndteres som et samfundsansvar.
Stress er ikke en nyhed, men endnu engang fylder emnet meget i den offentlige debat - og med rette. Alle kan blive ramt af stress, og konsekvenserne kan være alvorlige både for den enkelte og pårørende.
Regeringen har sat fokus på det i regeringsgrundlaget med en specifik forebyggelsesfond – og tak for det -, men der mangler fortsat en del arbejde forud, førend vi er kommet problemet til livs. Det er ikke nyt, at mennesker bliver syge af et arbejdsliv, hvor kravene overstiger ressourcerne, hvor tempoet er for højt, og hvor ansvaret og forventningerne vokser uden tilsvarende tid og bemanding. Det er potentielt af samme årsag, at vismændene har udgivet deres rapport, som denne gang inkluderer en hel del om emnet. Endelig, fristes jeg til at sige.
Forinden rapporten vidste vi godt, hvor stort et problem stress er; hvor mange der bliver påvirket og langtidssygemeldt.
Alligevel kan jeg godt undre mig over, at stress først for alvor ser ud til at have fået politisk opmærksomhed, efter at vismændene har sat tal på problemet. Ministre i regeringstoppen inviterede til diverse møder, hvor emnet skulle drøftes, men jeg kan ikke lade være med at sidde tilbage med min undren. Er stress først et fænomen – om end et ærgerligt fænomen – efter vismændene har – skrevet det sort på hvidt?
Når færre rammes af stress betyder det blandt andet, at vi undgår langvarige sygemeldinger, tab af arbejdskraft og store menneskelige og økonomiske omkostninger. Er det virkelig overraskende, at det er sådan, det hænger sammen?
Der er nogle, der i den grad har sovet i stress-timen, hvis de sammenhænge er overraskende, nye eller revolutionerende. Hvad der ikke kan komme som en overraskelse er, at der er meget få, der ønsker at tage ansvaret.
Ingen vil tage ansvaret for stressepidemien, men jeg er heller ikke nødvendigvis fortaler for, vi lægger ansvaret ét sted. Stress er et samfundsproblem og ikke et individuelt problem. Derfor handler det om, at vi som samfund tager ansvar i at forebygge, behandle, håndtere og tale om stress.
Når nogen bliver syge af deres arbejde, skal vi aldrig spørge, hvordan den enkelte kan blive bedre til at håndtere presset. Det handler om arbejdsmiljø, ledelse og ordentlige rammer for at løse sine opgaver. Vi skal tage advarsler alvorligt, før sygemeldingen når ledelsens bord.
Det betyder blandt andet også, at vi har brug for en en klarere udmelding fra regeringen om deres omdiskuterede forebyggelsesfond, herunder hvem der kan søge, og hvad den er for. Jeg tvivler på, at de tildelte 50 millioner kan række langt, når det er en omfattende del af arbejdsstyrken, der på den ene eller anden måde har haft stress tæt inde på livet.
Det er på tide, at der for alvor sættes ind for at bekæmpe dette samfundsproblem, og jeg håber, regeringens øgede fokus kan få alle parter til at tage mere ansvar, for vi har brug for en langsigtet og forpligtende indsats.