- Har I det godt? Iført sort mundbind og ministerhabit kom skatteminister Morten Bødskov hastigt og punktligt ind i forhandlingslokalet i Skatteministeriets glashus i dag klokken 11.59. På den anden side af det lange bord ventede de statsansattes forhandlere med Rita Bundgaard i spidsen som formand for CFU. De to strakte sig ind over bordet og coronahilste med albuerne.
- Vi er både optimistiske i forhold til at sikre en lønudvikling for statens ansatte, og vi er realistiske i forhold til den situation, vi står i.
Sådan sagde chefforhandler i CFU og formand for HK Stat Rita Bundgaard, kort før hun torsdag ved middagstid gik ind til de første reelle forhandlinger om en ny overenskomstaftale for statens ansatte.
Omkring 180.000 statsansatte er omfattet af forhandlingerne, men også overenskomstforhandlerne for de kommunalt og regionalt ansatte følger med, da den statslige lønramme traditionelt får betydning for hele den offentlige lønudvikling og dermed for op mod 800.000 offentligt ansatte.
LÆS OGSÅ: ”De statsansatte skal jo ikke blive sådan en B-arbejdskraft”
Rita Bundgaard ønskede ikke at sætte kroner og øre på de statsansattes lønkrav overfor de fremmødte journalister fra DR og TV2. CFU har en række krav med. Det handler om lønudvikling, fleksibilitet, arbejdsmiljø, samarbejde lokalt på arbejdspladserne og kompetenceudvikling.
- Vi har en perlerække af spændende ting at debattere, forklarede hun. Vi skal have en lønudvikling, som svarer til det private område. Det er sådan, vi løndanner i staten, at de private er dem, der sætter retningen, og så følger vi en lille smule efter. Det skal vi fortsætte med. Vi er meget bevidste om, at vi står i en pandemi, men nu siger både regeringen og ministeren jo, at dansk økonomi er sund og stærk, så det tager vi også med ind i forhandlingerne, siger Rita Bundgaard.
Tager den tid, det skal tage
Hun ønskede ikke at gætte på, hvornår parterne kunne nå hinanden med mere end en albue hen over forhandlingsbordet. Det tager den tid, det skal tage, for det er vigtige ting, vi har på dagsordenen, lød det.
- Der er meget, vi skal snakke om i dag og i de kommende dage. Der har måske ikke været den fremdrift, som man kunne have håbet på, men det bør ikke betyde, at der er problemer, men der er i hvert fald rigeligt at gå i gang med, siger Rita Bundgaard.
Mens Rita Bundgaard og CFU ikke ønskede at sætte tal på deres krav til lønnen uden for forhandlingslokalet, så ønskede Skatteminister Morten Bødskov slet ikke at sige noget. Ministeren, der også har ansvaret for statens arbejdsgiverstyrelse, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, ønskede ikke at stille op til interview eller udtale sig til de fremmødte journalister før dagens forhandlinger i Skatteministeriet.
Kort efter klokken 12 blev pressen sendt ud, fotosessionen var slut, og forhandlingerne kunne gå i gang. Rita Bundgaard går efter at forhandle, til der er nået et forlig. Om det bliver i weekenden eller senere, vides ikke.
CFU's forhandlingsudvalg
Består af:
- næstformand Lars Quistgaard, der er formand for centralorganisationen Akademikerne
- Gordon Ørskov Madsen, formand i LC, Lærernes Centralorganisation og i Danmarks Lærerforening
- Jesper Korsgaard Hansen, Formand CO10 og formand for CS, Centralforeningen for Stampersonel
- Hanne Gram, næstformand for OAO-S, Offentligt Ansattes Organisationers statslige forhandlingsområde, og forhandlingssekretær i 3F