De to største forlig er landet. Forhandlingsfællesskabets forlig med både de kommunale og de regionale arbejdsgivere betyder generelle lønstigninger på 5,02 procent over tre år. Desuden er der aftalt en lang række forbedringer og indsatser i forhold til både seniorer og for arbejdsmiljøet. De samlede omkostninger for forligene ligger på 6,75 procent, det er det samme som på statens område.
Du kan læse alt om forligene – også selve aftaleteksterne – på vores side om OK21.
Snart skal de sidste aftaler forhandles
HK Kommunal skal forhandle med de regionale arbejdsgivere om vores særlige krav til OK21 søndag den 28. februar. Desuden mangler en række mindre forhandlinger – blandt andet for vagcentralpersonale, lokalbanerne samt for chefer- og ledere.
Hold også øje med vores Facebook-side – her opdaterer vi så snart der er nyt om OK21.
Du kan stemme fra 15. marts til 19. april
Afstemningsperioden er allerede nu fastlagt. Du får mulighed for at stemme enten ja eller nej til OK21 fra den 15. marts 2021 til og med den 19. april. 2021 klokken 12.00.
Afstemningen bliver digital – du får en mail med et link til afstemningen. Du kan alternativt også logge på afstemningen med NemID. Alt det får du meget mere at vide om i den OK21-særudgave af Kommunalbladet, der lander i din postkasse inden længe.