Noget af det, jeg holder mest af i mit job, er faktisk at være sammen med mennesker, lave relationer og være nærværende. Det kan Teams-møder bare ikke erstatte.
Foto: Karina Skovgaard Jørgensen, formand HK Kommunal Midt, synes fornemmelsen af distance og manglen på nærvær er frustrerende.
- Noget af det, jeg holder mest af i mit job, er faktisk at være sammen med mennesker, lave relationer og være nærværende. Det kan Teams-møder bare ikke erstatte. For jeg er ikke kun interesseret i, hvad folk siger, men vil også gerne mærke, hvem de er og hvor de er. Det fornemmer man bedre, når man er sammen til et fysisk møde, konstaterer Karina og tilføjer:
- Selvom det selvfølgelig ikke kan være anderledes lige nu, så synes jeg, at fornemmelsen af distance og manglen på nærvær er frustrerende, og jeg kan godt mangle input direkte fra omverdenen i stedet for hele tiden kun at få Corona-input fra medierne.
HK’erne rundt omkring i regioner og kommuner bekræfter endnu engang, at de er pligtopfyldende, fleksible og bare godt gammeldags engagerede i at få tingene til at fungere for de kolleger, borgere eller patienter, de har med at gøre i det daglige.
Imponerende indsats
Når Karina Skovgaard Jørgensen er i daglig (digital) kontakt med medlemmer og kolleger, så fornemmer hun et højt aktivitetsniveau:
- Jeg er imponeret over, hvor god dialog, vi har med medlemmerne på trods af begrænsningerne lige nu, og de melder heldigvis tilbage, at vi er der for dem, når de har brug for det. Der bliver med andre ord gjort en imponerende indsats, som vi godt kan være bekendt, selvom betingelserne er svære for alle, uanset om man sidder hjemme eller skal på arbejde som del af et beredskab, fortæller sektorformanden og fortsætter:
- Den der med at trodse svære Corona-betingelser kender vores medlemmer jo selv alt til for tiden. Deres indsats under Corona-situationen er jeg bestemt mindst lige så imponeret af. For HK’erne rundt omkring i regioner og kommuner bekræfter endnu engang, at de er pligtopfyldende, fleksible og bare godt gammeldags engagerede i at få tingene til at fungere for de kolleger, borgere eller patienter, de har med at gøre i det daglige.
Jeg er nok en del af det store, tavse flertal, der tager én dag af gangen, og som accepterer, at jeg skal sætte mit normale arbejdsliv på hold lige nu. Jeg understreger dog gerne igen, at jeg savner mine kolleger, medlemmerne, det sociale, nærværet og den humor, der er mellem os, når vi sidder fysisk sammen.
”Ledere og sektorformænd er også bare mennesker…”
Karina Skovgaard Jørgensen indrømmer gerne, at den aktuelle situation også har stor indflydelse på den lederrolle, der ligger i hendes formandsjobb:
- Det er for eksempel en svær opgave at motivere andre, når man hele tiden skal bruge ekstra energi på at motivere sig selv. Det gør det selvfølgelig langt sværere at være leder. Vi bruger samtidig en del krudt på andre omkring os, men ledere og sektorformænd er jo også bare mennesker, der selv har brug for, at der er nogen, der rækker ud efter os, siger hun med et selvironisk smil og fortæller, hvordan hun forsøger at skabe nogle faste rammer om sin arbejdsdag:
- Jeg prøver at have en forholdsvis fast rytme i mit arbejdsliv lige nu. For eksempel går jeg en tur hver morgen. Det erstatter min normale transporttid på arbejde og markerer en start på arbejdsdagen. Jeg tager også tit mine headphones på og går nogle gode walk and talks. Det giver frisk luft, en god snak og inspiration fra de kolleger og medlemmer, som jeg taler med undervejs, lyder det fra Karina, inden hun runder af:
- Jeg er nok en del af det store, tavse flertal, der tager én dag af gangen, og som accepterer, at jeg skal sætte mit normale arbejdsliv på hold lige nu. Jeg understreger dog gerne igen, at jeg savner mine kolleger, medlemmerne, det sociale, nærværet og den humor, der er mellem os, når vi sidder fysisk sammen. Så selvom det er fantastisk, hvordan vi alle har forsøgt at få det bedste ud af situationen og have den bedst mulige kontakt med hinanden, så tænker jeg, at det fysiske samvær er noget af det, vi alle savner mest ved vores normale arbejdsliv lige nu.