Foto: Marcus Friis Poulsen (tv.), Peter Lesemann og Mille Holm. Marcus og Mille havde lagt studieplaner, men fik et godt tilbud om elevplads hos Peter. Det valg er de alle 3 godt tilfredse med.
For Mille Holm stod der egentlig sygeplejerske på programmet, mens Marcus Friis Poulsen havde planer om økonomi-studier, men sådan skulle det ikke gå. For købmand Peter Lesemann kom på tværs med et godt tilbud til dem begge:
- For et halvt år siden var det egentlig ikke planen, at vi skulle have en elev endnu, og nu har vi så to…., starter han med et smil på læben. Han fortsætter:
- Vi vil ikke bare have elever for at have elever. Det handler om at have de rette unge mennesker til det, som gerne vil lære noget, og så handler det måske især om, at vi skal have tid til dem. Mille og Marcus var allerede ansatte i butikken og med dem bød muligheden sig lidt uventet. De kendte begge til REMA 1000, havde fået flere og flere timer hos os, og så viste de sig at have flair for det. De havde egentlig begge andre planer, og det var lidt tilfældigt, at vi fik en snak, hvor jeg sagde ”….sig til…. I kan jo komme i lære, hvis I vil”. De vendte begge tilbage og var interesserede.
I december havde vi en intern konkurrence i REMA 1000 omkring frugt- og grønt-afdelingerne. Den ville vi da vinde, og der gik vores to elever forrest, og det var vildt fedt for dem, da vi vandt konkurrencen.
Unge giver energi og går forrest
Peter Lesemann, der driver butikken sammen med sin hustru Sandra, glæder sig over, at Mille og Marcus tog imod hans tilbud om lærepladser til dem begge:
- Det giver en masse energi med de her unge mennesker, der gerne vil det. Selvfølgelig mangler den sociale, fysiske del af deres skoleophold lige nu, men de kommer alligevel tilbage fra REMA-skolen med ny viden, som de gerne vil prøve af. De har samtidig fra første dag været en del af holdet på lige fod med alle andre. For eksempel da vi i december havde en intern konkurrence i REMA 1000 omkring frugt- og grønt-afdelingerne. Den ville vi da vinde, og der gik vores to elever forrest, og det var vildt fedt for dem, da vi vandt konkurrencen, fortæller Peter Lesemann:
- De får begge lov at tage ansvar, for at bestille varer osv, og vi sætter dem i gang med det samme, så de lærer noget.
Jeg føler, at jeg hele tiden bliver bedre og udvikler mig. Samtidig får vi ansvar i butikken, og hvis vi laver en fejl, så lærer vi af den og er videre.
Ansvar og udvikling
Marcus har ikke fortrudt, at han ændrede planer, da han tog imod Peters tilbud om en elevplads:
- Det var en god mulighed, og jeg tog tilbuddet som udtryk for, at Peter syntes, jeg var god. For jeg arbejdede jo allerede i butikken, men nu er forskellen, at jeg lærer en hel masse nyt på REMA-skolen. Jeg føler, at jeg hele tiden bliver bedre og udvikler mig. Samtidig får vi ansvar i butikken, og hvis vi laver en fejl, så lærer vi af den og er videre, konstaterer Marcus, og hans elevkollega Mille kan skrive under på, at der er godt med ansvar til eleverne i hverdagen:
- Peter var for eksempel hurtig til at give mig ansvar for pålægsafdelingen, hvor der skal bestilles varer tre gange om ugen. I starten kiggede han bare lige med et par gange med et par ugers mellemrum, og siden har jeg kørt det selv.
Vi har et megafedt kollegaskab i butikken, hvor vi har det hyggeligt med hinanden.
”Megafedt kollegaskab….”
Allerede de første måneder som elev i REMA 1000 på Brovejen har bekræftet Mille Holm i, at det var den rigtige beslutning, hun traf:
- Peter lagde en aftale på bordet med en kommentar om, at de da ellers ville savne mig, hvis jeg stoppede, fordi jeg altid kom med godt humør. Efter en lille snak med mine forældre, tog jeg beslutningen i slutningen af december. Der kunne jeg mærke, at der faldt en stor sten fra mit hjerte. Det tog jeg som et bevis på, at det var rigtigt at tage lærepladsen til og vælge sygeplejeskolen fra, konstaterer hun:
- Vi har et megafedt kollegaskab i butikken, hvor vi har det hyggeligt med hinanden. Marcus kendte jeg i forvejen, og vi giver også nu hinanden god sparring. Det er samtidig fedt, at det er ”rene” REMA-elever på skolen, hvor undervisningen er målrettet os. Det betyder, at vi ikke skal fortolke tingene så meget selv, når vi kommer tilbage i butikkerne, men kan bruge vores nye viden med det samme. Samtidig synes jeg godt om hele REMA 1000-konceptet, og jeg kan rigtig godt lide, at vi har faste kunder, som man også lærer at kende. Så alt i alt har jeg et job og en læreplads, som jeg synes, det er dejligt at stå op til, konstaterer Mille, der ligesom Marcus har valgt at melde sig i HK:
- Det var en medarbejder fra HK, der ringede til mig og fortalte om en god mulighed for elever. Jeg valgte at blive medlem, fordi det giver mig en god sikkerhed – også efter min uddannelse, slutter Mille, inden hun møder ind hos Marcus, Sandra, Peter, alle de andre gode kolleger og kunderne i REMA 1000 på Brovejen i Middelfart.