
Hjemmearbejdere kan se frem til social kontakt med kolleger igen. Foto: Mostphotos
Cirka en million hjemmearbejdere kan nu begynde at se frem til at vende tilbage til den stol på arbejdspladsen, der i mange tilfælde har stået tom i mere end et år. Der bliver tale om en langsom indslusning for de mange hjemmearbejdere. Men de første 20 procent af de offentligt ansatte kan allerede være på vej til et fysisk møde med kolleger fra fredag 21. maj.
Det fremgår af den seneste regulering af genåbningsplanerne, som blev aftalt af et flertal af Folketingets partier natten til den 18. maj. Det er planlagt, at tømningen af de mange hjemmearbejdspladser skal ske i tre faser. Fra på fredag kan 20 procent vende tilbage, mens antallet bliver sat op til 50 procent 14. juni, hvor formentlig alle over 50 år har modtaget mindst et stik mod coronavirus.
LÆS OGSÅ: Hjemmearbejderne blev set i sidste øjeblik
- Det var meget vigtigt for os, at der kom en ordentlig plan for tilbagevenden til lidt mere normalt arbejde, så man ikke skal sidde derhjemme, særligt som offentligt ansatte, hvilket mange har gjort i nærmest et helt år. De kan nu se frem til allerede fra fredag at komme tilbage på arbejdspladsen delvist. Det tror jeg, mange er rigtigt glade for, sagde Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, til Ritzau efter nattens aftale.
”Vi skal passe på hinanden”
Næstformand i HK Stat, Peter Raben, er enig i, at den konkrete plan er vigtig for de mange hjemsendte statslige medarbejdere.
SE VIDEO FRA DR: HK’er fortæller om at vende tilbage på jobbet, og om hvad vi lærte af hjemmearbejde
- De hjemmearbejdende er slidte både psykisk og fysisk efter en langstrakt og sej indsats uden den sædvanlige sociale kontakt med kolleger. Og undersøgelser viser, at den lange isolation i nedlukningen har påvirket os alle meget forskelligt. En gradvis tilbagevenden virker derfor som det rette, så ledere og medarbejdere finde sig tilrette i fællesskabet og arbejdsprocesserne på ny – og opfange eventuelle problemer med humør og tilvænning for nogle af de ansatte. Vi skal passe på hinanden, siger Peter Raben.
I forhold til statslige arbejdspladser er der ifølge nattens aftaletekst i øjeblikket et analysearbejde i gang om brugen af hjemmearbejdspladser efter coronapandemien. Det bliver ikke nærmere uddybet i aftaleteksten, hvad dette arbejde skal udmønte i.
LÆS HELE AFTALETEKSTEN HER: Aftale om udmøntning af genåbning
- De statsansatte har løst deres arbejde fra hjemmearbejdspladsen til topkarakter. Det kan vi tage ved lære af. Derfor forventer vi, at der fremover i højere grad end tidligere vil blive gjort brug af hjemmearbejde på de statslige arbejdspladser. Men det skal være helt frivilligt og ske i et samspil med den ’normale’ arbejdssituation med ledere og kolleger. Det skal være muligt at drage nytte af samarbejdet i et velfungerende fagligt og socialt fællesskab – og arbejdspladsen skal være indrettet ergonomisk rigtigt, siger Peter Raben.