Måske har du også selv puttet lidt ekstra i kurven online under Coronaen eller købt tøj på en Facebook-auktion hos en ellers Corona-lukket butik. Måske har du fulgt en influencer på Instagram og købt noget, som vedkommende har promoveret eller fundet inspiration på Youtube.
Det er afgørende, at du bliver klædt på til at kunne klare dig i den nye virkelighed. Derfor har vi lavet to superkurser for dig, der er butiksansat:
Digital handel for butiksansatte
Dette kursus er et to-dages kursus, som vi laver i samarbejde med Aarhus Business College, og du vil efterfølgende få et kursusbevis, som du kan bruge ifm. jobsøgning, lønforhandling, m.m.
På første kursusdag handler det om online tilstedeværelse. Vi vil arbejde med virksomhedens Google-profil - altså hvordan du tager ejerskab af den, og hvordan du arbejder aktivt med den. Du vil også få en introduktion til Trustpilot og lignende tjenester, og hvordan du som virksomhed kan bruge dem fordelagtigt. Vi vil også arbejde med sociale medier og gennemgå, hvordan du bruger dem i arbejdet med markedsføring og kundeservice.
På anden kursusdag tager vi skridtet videre og gennemgår etablering og drift af webshop. Vi vil arbejde med processen omkring etablering af en webshop og praktiske forhold omkring drift af en webshop. Det er lettere, end du måske tror.Tilmeld dig her, mens der stadig er ledige pladser https://www.hk.dk/aktuelt/kalender/D2292228909
Snapchat, TikTok, Instagram og Youtube med Lakserytteren og Astrid Haug
Få styr på de unges foretrukne sociale medier – Snapchat, TikTok, Instagram og YouTube med eksperterne Rasmus Kolbe, også kendt som Lakserytteren, og Astrid Haug.
På to webinarer får du indsigter, tips og seneste nyt til, hvordan I kan anvende Snapchat, TikTok, Instagram og Youtube. Der vil være masser af cases undervejs samt mulighed for at stille spørgsmål. Fokus er på unge og de muligheder, der er på hver af disse platforme, fx annoncering, community-dannelse, typer af indhold, influencere, brug af stories samt live-video.
Tilmeld dig her og bliv klogere på de unges medier https://www.hk.dk/aktuelt/kalender/D2292240419
Vi glæder os til at se dig
- Vi har virkelig gjort os umage for at finde de helt rigtige kurser, som matcher den virkelighed, I som medlemmer står i, og vi håber meget at se rigtig mange af jer – både på det fysiske kursus og på webinarerne, siger formand for HK Handel Østjylland, Cliff Præstegaard.