Akademifaget giver indsigt og gør en klar til at kaste sig ud i digitaliseringsprojekter, siger Nicoline Lind-Holm Kuhnt.

IT-projektledelse er en kompetence, der i særdeleshed viser sig at være i høj kurs. Flere og flere kommuner og regioner er nemlig begyndt at se fordelen ved at ansætte medarbejdere, der er i stand til at søsætte deres næste IT-projekt og styre det sikkert i havn.

Derfor kan det nye akademifag “IT-projektledelse” også være en god mulighed for mange medarbejdere på det kommunale og regionale område, siger Nicoline Lind-Holm Kuhnt, der er uddannelsespolitisk konsulent i HK Kommunal.

- Uddannelsen giver deltagerne en række relevante værktøjer, som kan hjælpe dem med at få en større indsigt i projektledelsens discipliner, og hvordan man kommer godt fra start med digitaliseringsprojekter i forskellige størrelser, fortæller hun.

ALLE KAN VÆRE MED

Men uddannelsen henvender sig ikke kun til de garvede IT-medarbejdere, understreger Pernille Malloul, der er chefkonsulent hos Erhvervsakademiet Dania, der tilbyder faget.

- Undervisningen er på et niveau, hvor alle kan være med, og jeg vil gerne understrege, at det er tiltænkt alle faggrupper, fordi IT-projekter er noget, alle arbejder med. Derudover har vi fundet en helt fantastisk underviser, som virkelig er en skarp formidler, siger Pernille Malloul.

Der er tale om et akademifag på 10 ects-point, som kan kombineres med en kommunomuddannelse. Undervisningen foregår online over syv dage og kører i perioden 30. august til 12. oktober.

Og så er det på dette modul også muligt at få penge fra Kompetencefonden, understreger Nicoline Lind-Holm Kuhnt.

- Modulet koster 9.700 kroner, men det er muligt at søge helt op til 30.000 kroner i Kompetencefonden. Så man kan få dækket alle udgifterne og samtidig kombinere modulet med andre relevante fag, hvis man har lyst, siger hun.