Kære alle
Med juni måned kom solen frem og dermed blev det et dejligt varsel på sommerens komme, og lige om lidt er det sommerferien, som venter lige om hjørnet for de fleste af jer. 
For rigtig mange af jer er det andet år i træk at I har arbejdet hjemmefra, og for mange bliver det sikkert også andet år i træk, at I vælger at tilbringe ferien herhjemme i Danmark. Men Europa er så småt ved at åbne og vi bliver vaccineret i stor stil og det betyder sikkert også, at nogle af jer får mulighed for den længe ventede udlandsrejse. Uanset hvilken ferieform I vælger, vil vi benytte lejligheden til at ønske jer alle en forrygende god sommer.

Vi er som nævnt et godt sted med hensyn til pandemien og der er lagt en plan for tilbagevenden til arbejdspladserne for de af jer, som har arbejdet hjemme næsten siden Danmark blev lukket ned i marts sidste år.Der er ingen tvivl om, at det at arbejde hjemme har givet nye vaner og for mange en meget større fleksibilitet, som man gerne vil fastholde, selv om det kan give udfordringer i forhold til igen at indrette arbejdet til fysisk at foregå på arbejdspladsen i hovedparten af tiden. 

Men lad os finde de positive erfaringer og lade dem indgå i at skabe et godt arbejdsliv for alle efter Corona. 

Generalforsamling i HK Stat Nordjylland

I marts holdt vi den årlige generalforsamling i HK Stat Nordjylland for første gang i virtuel form. Det gik rigtig fint og vi fik klaret alle de formelle ting som vi skulle og vi sluttede også af med forrygende underholdning af Karen Marie Lillelund. MEN når det er sagt så glæder vi os rigtig meget til næste års generalforsamling den 8. marts 2022, hvor vi håber at vi kan mødes i det fysiske rum i Aalborg Kongres og Kulturcenter hvor vi efter den formelle del kan afslutte med fælles spisning og underholdning – sæt allerede nu kryds i kalenderen😊.

OK21

Det var også i foråret vores overenskomst blev forhandlet på plads med et rigtig fint resultat, når man tager situationen med pandemi i betragtning. 
Resultatet indeholder flere rigtig gode ting, men den største er nok at reallønnen bevares og dermed sikrer vi samme købekraft i perioden. Herudover fik vi en stor forbedring af minipensionen ved fjernelse af aldersgrænsen og nedsættelse af karensperioden fra fire til to år og endelig er der indført en seniorbonus på 0,8 % af den sædvanlige løn, gældende fra det år, hvor medarbejderen fylder 62 år. Det er medarbejderen, der selv bestemmer om bonussen skal være i form af løn, pension eller frihed. 
I Nordjylland kvitterede I for det flotte resultat med en rigtig høj stemmeprocent på 57 %, men også landsgennemsnittet på 55,5 % var det højeste i mange år, altså når vi lige ser bort fra det specielle OK18 år. 
Tak til alle for den flotte opbakning, det er så vigtigt at man stemmer, for på den måde viser man opbakning til den danske model og de forhandlere vi har.

Kompetenceudvikling

Kompetencefonden blev heldigvis videreført med 172,5 mio. kr. i denne overenskomstperiode. Derfor var det fantastisk at opleve den store søgning, der var til at få del i midlerne, da fonden åbnede for ansøgning den 1. juni 2021. Søgningen var så stor, at fonden lukkede ned for flere ansøgninger allerede den 2. juni 2021 kl. 23.59. Det er et positivt tegn på, at I ønsker at styrke jeres kompetencer og følge med udviklingen. 
Husk at kompetencefonden jo kun er et lille supplement til de midler, som arbejdsgiverne i øvrigt skal prioritere til kompetenceudvikling. Så gå endelig videre med planerne om din kompetenceudvikling – uanset om Kompetencefonden er åben for ansøgninger eller ej. Når du og din leder er klar og enige om en plan, så kan I jo til den tid undersøge om kompetencefonden kan medfinansiere planen – ellers må din arbejdsgiver finde pengene til den gode investering som kompetenceudviklingen er for både din arbejdsgiver, dig selv som medarbejder og hele samfundet. 
Kompetencefonden åbner for ansøgninger igen den 5. oktober.

HK Stat Kongres

HK Stat Danmark fik, efter et par udsættelser, endelig afholdt kongres den 10. juni 2021. Det blev også i en digital udgave og efter lidt indledende IT-vanskeligheder, så gik det rigtig fint og det var uproblematisk at deltage i den virtuelle kongres. Men det kan nu ikke erstatte det at være i det samme lokale med mulighederne for at skabe relationer og netværke med gode medlemmer fra hele landet. Rita Bundgaard var eneste kandidat til formandsposten og hun blev genvalgt med applaus og efter kampvalg blev Ulla Moth-Lund Christensen fra HK Stat Hovedstaden valgt som ny næstformand. 
På kongressen vedtog man også et målprogram, som der skal arbejdes med frem til 2024. Det er et målprogram, som allerede i sin tilbliven blev formet af medlemmerne. Programmet indeholder fem overordnede mål, som er blevet til gennem en proces, der begyndte tilbage i foråret 2019, hvor der også var mange af jer i det nordjyske som satte jeres præg på det, da I deltog i den workshop, der blev holdt i HK Stat Nordjylland. 
Nu vil der fra alle områder i HK Stat blive arbejdet med at omsætte målene til konkrete handlinger og selvfølgelig vil den lokale sektorbestyrelse i Nordjylland også glæde os til at deltage i den opgave.  
I hører fra os, hold øje med nyhedsbrevene eller nyheder under arrangementer for dig på HK Nordjyllands webside. 

Aktuelle arrangementer

Har du mon husket at tilmelde dig det virtuelle foredrag med Mette Bloch den 30. juni kl. 16.00 – 17.00, ellers kan du gøre det her.
Hvis du har spørgsmål, noget du undrer dig over eller bare noget du gerne vil have en snak om, så husk på at du til en hver tid altid er meget velkommen til at ringe til os på tlf. 3364 1309 eller direkte til mig på tlf. 2084 9471

Til allersidst vil jeg sammen med teamet i HK Stat Nordjylland og HK Stat Nordjyllands sektorbestyrelse ønske dig og din familie en rigtig dejlig solskinsfyldt og helt igennem velfortjent sommerferie. 
Pas godt på dig selv og dine😊

Mange sommerhilsner
Jonna Vestergaard, Sektorformand HK Stat Nordjylland 

Kvinde nyder solnedgangen - foto - Colourbox.dk