Kære alle
Sommerferien står for døren og bestyrelsen for Hk Privat Nordjylland vil derfor ønske en rigtig god sommer til jer alle.

For mange står sommerferien til afholdelse hjemme igen i går, men nogle får måske mulighed for en udenlandsrejse. 

Første halvår af 2021 har for bestyrelsen været præget af Corona - ligesom for det er tilfældet alle jer medlemmer. Vi har afholdt bestyrelsesmøder digitalt. Ordinær- og ekstraordinær generalforsamling med formandsskifte foregik virtuelt. Halvårsstatus i juni var heldigvis mulig at afholde fysisk med overholdelse af restriktionerne. 

På vores halvårsstatusmøde i bestyrelsen følger vi op på handlingsplanerne, som er vedtaget på kongressen og dermed får vi et indblik i, om vi som bestyrelse skal revurdere målene. Mødet afholdes med medarbejdere og ledelse i dialog, vidensdeling og politisk diskussion. Det er en dag med god læring og vi behandler temaer med betydning for overenskomster, tillidsvalgte og for dagligdagen for medlemmerne på arbejdspladserne. Vores mål for 2021 handler bl.a. om at fastholde og udvikle vores tillidsvalgte på arbejdspladserne. Dette gælder både tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og uddannelsesagenter. Vi vil også fortsætte indsatsen for at indgå flere overenskomster.  

Vi i bestyrelsen håber, at I alle igennem ferien får ladet batterierne op og gør klar til den anden halvdel af et år, som nok også bliver et meget specielt og anderledes halvår. 
For nogle vil det betyde, at I rykker fra hjemmekontorerne, hvor jeres køkkenbord, spisebord eller et strygebræt i nødens stund agerer hæve- /sænkebord. Som beskrevet i et tidligere nyhedsbrev vil det at komme fysisk tilbage til arbejdspladsen føles meget nyt for mange efter sommerferien.  Men for mange andre gælder det, at de slet ikke har arbejdet hjemme. Har det så nogen betydning for jer? Ja det har det. Jeres hverdag bliver også ændret. I vil måske skulle køre tidligere hjemmefra, fordi der nu begynder at komme kø om morgenen igen og I får længere transporttid hjem. Det kan tage længere tid at aflevere børn, handle og de andre gøremål, for nu begynder hverdagen forhåbentlig at vende tilbage igen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ferien er din tid og din mulighed for at få ladet op, slappet af , være dig selv og være sammen  - Foto - Colourbox.dk.

Mand smiler afslappet i solskin - Foto - Colourbox.dk

 

Vi forstår godt, hvis det bliver en omvæltning for alle og vi opfordrer jer til at tage dialogen og søge hjælp og støtte, hvis I får brug for det. For vi ved, at I ikke er alene med oplevelsen af at være mere træt, følelsen af længere dage, bekymring for smitte og meget mere. Tag fat i TR, AMR, din leder eller HK afdelingen for støtte, råd og vejledning – I er ikke alene.

Vi vil efter sommerferien fortsætte arbejdet med vores vision og mission. Efteråret står også på HK Danmark kongres, hvor der skal vælges ny forbundsformand.
Besøg gerne vores hjemmeside og læs bestyrelsens vision og mission. Vi tager meget gerne i mod henvendelser og spørgsmål – hold jer endelig ikke tilbage.

Endnu engang vil vi ønske dig og din familie en rigtig dejlig solskinsfyldt og helt igennem velfortjent sommerferie. 

Mange sommerhilsner
Afdelingssektorbestyrelsen for HK Privat
Formand Christina Madsen Kristiansen 
Næstformand Nina Møller Heidelbach, Alfa Laval Aalborg A/S
Lars Hedelund, HR Industries
Ina Bergen, Telenor A/S
Lone Lundgaard Jacobsen, FOKUS
Jorna Tilsted Bennetsen, Mejerigaarden A/S
Mette Licht, Aalborg Lufthavn 
Pia Anita Qvist Degn, Tandlægerne Vestergade, Frederikshavn
Jens Olof Andersen, KMD Aalborg
Henrik Røn Pedersen, 1. suppleant, Nordjyske
HK ungdom Martin Nymann, ATP