Bestyrelsen holdt bestyrelsesmøde medio juni hvor vi blandt andet drøftede den verserende sag om manglende udmøntning af lokal løndannelse i en forvaltning i Aalborg Kommune. Forvaltningen har erkendt, at de ikke har forhandlet lokal løn på samme niveau som de øvrige forvaltninger i Aalborg Kommune og de øvrige nordjyske kommuner. Forvaltningen arbejder på at tilvejebringe et større råderum hvert af de kommende 5 år. HK Kommunal Nordjylland følger sagen tæt sammen med de andre faglige organisationer.

Vi er også i gang med at tage de første indledende skridt til næste års generalforsamling. Den holdes sædvanen tro i Aalborg Kongres- og Kulturcenter tirsdag den 23. marts 2022, hvor vi håber at se rigtig mange af jer. Sæt derfor allerede nu kryds i kalenderen.  

I HK Nordjylland er der valgt ny fællesformand – Kirsten Estrup Madsen og i den forbindelse er Katharina Antonsen blevet valgt som næstformand i HK Nordjylland. Det betyder, at hun nu både er formand for HK Kommunal Nordjylland og næstformand for HK Nordjylland. 

På mange af de kommunale og regionale arbejdspladser vender flere og flere tilbage til fysisk fremmøde. Senest den 1. august forventes alle administrative medarbejdere at kunne være helt tilbage på arbejdspladserne. Tak for jeres udholdenhed og den indsats I har leveret til gavn for borgerne i Nordjylland.

Vi vil samtidig benytte lejligheden til at ønske dig og dine en rigtig god sommer. 

Katharina Antonsen og Susanne Thorsø