HK Stat-formand Rita Bundgaard anerkender, at flere politikere kritiserer omprioriteringsbidragets konsekvenser for Datatilsynet. Men de bør også være opmærksomme på, at den årlige 2-procents besparelse også rammer mange andre steder i staten, siger hun. Foto: Mostphotos.
Mens digitaliseringen buldrer frem, bliver myndigheden, der skal overvåge vores datasikkerhed, beskåret.
Datatilsynets bevilling står i 2022 til at falde med 0,7 millioner kroner på grund af omprioriteringsbidraget – den faste årlige 2-procentsbesparelse i staten. Det skriver Altinget Embedsværk.
"Tilsynets kræfter matcher slet ikke det faktum, at Danmark er et af de mest digitaliserede lande i Europa,“ lyder det fra Forbrugerrådet Tænk. Det er “helt skævt” og “meget, meget problematisk”, mener Venstre, der opfordrer til at tilføre Datatilsynet flere penge ved dette års finanslov.
- Vi taler om et tilsyn, der får større og flere opgaver og som er stadig vigtigere for, at vores samfund fungerer, så det er helt tudetosset, at man vælger at skære lige præcis her, siger partiets it-ordfører Christoffer Aagaard Melson til Altinget.
Samme toner lyder fra Enhedslisten.
Vi bliver et mere og mere digitaliseret samfund, og datasikkerheden halter bagefter. Derfor er det helt afgørende, at vi har et stærkt og velfungerende Datatilsyn, så det vil være ekstremt uholdbart at begynde at skære ned, siger it-ordfører Eva Flyvholm til netmediet.
HK Stat-formand: Viser, hvor skævt grønthøsteren rammer
I HK Stat glæder det formand Rita Bundgaard, at flere politikere har fået øjnene op for konsekvenserne af de løbende årlige besparelser i staten. Men hun opfordrer politikerne til at være opmærksom på, at det såkaldte omprioriteringsbidrag udhuler budgetterne mange steder.
- Når Venstres it-ordfører taler om, at man ”vælger at skære lige præcis” i Datatilsynet er det jo faktisk ikke det, der sker. Der bliver skåret massivt i store dele af staten med 2 procent år efter år, som vi her ser. Det gælder jo fx også de hårdt pressede domstole og Kriminalforsorgen, bare for at nævne et par andre eksempler fra Justitsministeriets område. Men desværre ser politikerne ofte ikke, hvor skævt grønthøsteren rammer.
LÆS OGSÅ: Rita i åbningstale: Væk med grønthøster og misbrug af vikarer
- Datatilsynet er et godt eksempel på en myndighed, der får flere og flere vigtige opgaver, hvor danskerne med rette har høje forventninger til, at de skal være en vaks og vågen vagthund. Derfor er jeg helt enig i, at det er tudetosset at spare. Men desværre er der mange andre lignende eksempler, og det håber jeg også, at politikerne er opmærksomme på, siger Rita Bundgaard.
Flere sager tikker ind
Den planlagte besparelse skal ses i sammenhæng med, at Datatilsynet i 2020 samlet set oprettede 13 procent flere nye sager i forhold til 2019. Blandt andet steg antallet af tilsynssager med 57 procent. “Antallet af oprettede sager er det højeste antal nyoprettede sager nogensinde siden oprettelsen af Datatilsynet tilbage i 1979,” skriver Datatilsynet i sin årsrapport for 2020.