14. juni havde Ulla Moth-Lund Christensen sin første arbejdsdag som ny næstformand i HK Stat Danmark. Nu kribler det i hende for at komme ud og møde fagforeningens tillidsfolk. Foto: Hung Tien Vu
Ulla Moth-Lund Christensen er nysgerrig. Optaget af, hvad fagforeningens repræsentanter på statens arbejdspladser – tillidsrepræsentanterne – går og tumler med.
'Jeg har brug for, at I fortæller mig, hvad I er begejstrede for og bekymrede over. Så kan jeg gøre, hvad HK’ere gør bedst: Eksekvere på det, I fortæller mig.'
Sådan skrev den 52-årige kontoruddannede, tidligere ansatte i Udenrigsministeriet og flere andre ministerier i sin egen præsentationsfolder i foråret.
10. juni i år kvitterede de delegerede for Ulla Moth-Lund Christensens fagpolitiske markeringer og løfter ved at vælge hende til næstformand med 142 ud af 200 stemmer på HK Stats digitalt afviklede kongres.
Nu, hvor coronaen har sluppet sit tag, og sommerferien er forbi for de fleste, står hun i den grad klar i startboksen til at komme afsted for at indfri sine løfter og møde i første omgang HK Stats tillidsrepræsentanter.
- Jeg byder mig til. Formændene i de lokale statssektorafdelinger og jeg er i gang med at finde en model for, hvordan jeg kan komme ud at se og høre, hvordan I har det, og hvilke udfordringer, I står med. Hvad bekymrer og begejstrer jer? Det kan være stort som småt – om fx overenskomstforhold og om situationen på den enkelte arbejdsplads, siger næstformanden direkte henvendt til HK Stats tillidsrepræsentanter.
LÆS OGSÅ: - HK’erne er tit de bedste til at eksekvere
Samme slags problemer på tværs
Op til sektorkongressen rejste de to kandidater til næstformandsposten – udover Ulla Moth-Lund Christensen var det Nina Sundmand Ottesen – rundt i landet for at gøre deres hoser grønne blandt interesserede medlemmer. De fik et væld af spørgsmål, fortæller Ulla, og hun konstaterede, at mange problemstillinger går igen på tværs af arbejdspladser og afdelingsområder. Men kun ved at komme rundt på arbejdspladserne kan man se det store billede, mener næstformanden.
Ulla Moth-Lund Christensen er som tidligere formand for HK Stat Hovedstaden all round-orienteret om det arbejdsliv og de faglige problemstillinger, statens HK’ere oplever. Men særligt på 4 områder, vil hun ”altid gerne gøre mere”, som hun beskrev det før kongressen i juni: Uddannelse, netværk, arbejdsmiljø og faglighed er indsatsområder, hun finder det særligt vigtigt at bruge sine kræfter på.
I sit nye job i HK Stat Danmark, hvor næstformanden danner makkerpar med formand Rita Bundgaard, er nogle af Ulla Moth-Lund Christensens særlige ansvarsområder netop arbejdsmiljø samt uddannelse og efter- og videreuddannelse.
Vil binde sammen
Det er den ny næstformands mål at være det led, der binder HK Stat sammen – fra medlem, til afdeling, til sektorfællesskaber, til overenskomstforhandlinger, erklærer hun.
- Alle dele af kæden skal hænge sammen. Jeg er kun en god næstformand, hvis I, uanset om I arbejder i Ringkøbing, Aalborg, Nuuk eller på Bornholm, kan mærke, at jeg gør en forskel for jer, og at I er en del af et større, stærkere hele, siger Ulla Moth-Lund Christensen.
Hun tilføjer, at hver enkelt afdeling og arbejdsplads skal vide, hvad der foregår i sektoren – og hvorfor. - Og vi skal vide, hvad der sker hos jer, siger den mødelystne næstformand, mens hun gør sig klar til at besøge nogle af HK Stats cirka 600 tillidsrepræsentanter.