hånd bladrer i sagsmappe

En HK'er ansat i Kriminalforsorgen beskriver sin oplevelse af udfordringerne på det administrative område og takker for, at fagforeningen nu presser på for at forbedre forholdene. Foto: Mostphotos.

'Hej

Tak for jeres fokus på HK’ere i Kriminalforsorgen, og for jeres pres for at forbedre forholdene. Jeg er selv HK’er og ansat (inden for Kriminalforsorgens område, red.), men skriver på egne vegne.

Jeg håber, at jeres møde med ministeren sikrer flere midler til Kriminalforsorgen og et fokus på bedre forhold for alle ansatte.

Ja, der mangler midler til Kriminalforsorgen, og der mangler ansatte.'

Sådan lyder indledningen i en reaktion, HK Stats redaktion har modtaget, efter vi skrev om HK Stat-formand Rita Bundgaards møde med justitsminister Nick Hækkerup om sagen.

LÆS OGSÅ: Nu begynder forhandlingerne: Kriminalforsorgen skal bygges op

Redaktionen har talt med medlemmet, som gerne vil uddybe sine oplevelser, men som ønsker at være anonym af hensyn til sin ansættelse. Redaktionen kender medlemmets fulde navn. I kommentaren lyder det videre:

’Der mangler også ansatte til de administrative opgaver. Og forholdene for disse administrative er også blevet ringere de senere år. Men, som I skriver, så løses administrative opgaver i Kriminalforsorgen ikke kun af HK’ere, men også af socialrådgivere, tidligere fængselsbetjente, tidligere værkmestre, DJØF’ere. Jeg blev derfor glad for at se, at et af jeres ønsker er en kulegravning af det administrative område.'

8 udfordringer for mig som HK’er

'Som jeg ser det, er udfordringen for mig som HK’er følgende:

  • for mange opgaver til for få hænder
  • ingen lønudvikling eller mulighed for at avancere
  • ingen synlig anerkendelse af loyalitet
  • ingen automatisk anerkendelse for udvikling af kompetencer
  • ingen forståelse for, hvorfor HK’ere typisk ikke skifter job ofte, da HK’ere ved et jobskifte typisk skal arbejde sig op igen fra bunden og vise, hvad vi kan, for at få de fede opgaver
  • der er for mange lederskift (mange skift giver uro og ekstraopgaver for HK’ere)
  • der er for stor personaleomsætning (i hvert fald i dele af Kriminalforsorgens område, red.). Det betyder noget, når ens nærmeste kolleger konstant skiftes ud)
  • i stedet for HK’ere ansætter man DJØF’ere til at løse administrative opgaver (opgaver, som måske kræver systematik og administrativ flair)

Bare lige et pip fra en ægte HK’er i Kriminalforsorgen. En tak til jer for at sætte fokus på, at vi også er påvirket af situationen. Og at andre faggrupper også er. Også de faggrupper, som ikke har kontakt til de indsatte i det daglige.’

HK Stat arbejder for at få politikerne til at styrke hele den pressede straffesagskæde fra politi og anklagemyndighed over retterne til Kriminalforsorgen og fængslerne.

LÆS OGSÅBrug os mere til det, vi er gode til 

Artiklen er opdateret 05. oktober 2021