Indgang til H&M butik

Arkivfoto: Ryhor Bruyeu/Mostphotos.com

Hvad er HIP?
H&M Incentive Program (HIP) består af en fond, hvor familien bag H&M i 2011 donerede aktier til en værdi af ca. en milliard svenske kroner. Pengene bliver over tid uddelt til H&M’s medarbejdere, som har været ansat mindst 10 år. Programmet gælder både nuværende og tidligere medarbejdere. Programmet startede i 2011, og de første udbetalinger kan ske i 2022.

Har du arbejdet mindst fem år i H&M, er du kvalificeret til at deltage i det såkaldte HIP-program, hvor du efter 10 års ansættelse vil kunne få udbetalt et beløb svarende til dine HIP-andele. 

HIP er blevet implementeret i Danmark gennem en aftale mellem HK Handel og H&M, der blev indgået ved programmets begyndelse i 2011. HIP gælder for alle i H&M-koncernen, uanset om du arbejder der nu, har arbejdet der i flere omgange, eller er tidligere medarbejder.

Værdien af dine andele afhænger blandt andet af, hvor længe du har været ansat og kursen på H&M’s aktier. Værdien stiger eller falder derfor også i takt med aktien. Værdien påvirkes ikke af din jobfunktion eller lønniveau – alle deltager på lige vilkår.

Sådan får du besked

Hvert år får du en opgørelse over dine HIP-andele. Du kan se på opgørelsen, der kom i juni i år, hvor meget du har til gode på nuværende tidspunkt. Når du har opfyldt kravet om 10 års ansættelse, vil H&M maile til dig og oplyse om dine muligheder for at søge om udbetaling.
NB! Arbejder du ikke længere i H&M, er det vigtigt, du giver besked, hvis du skifter mail, så H&M kan sende din opgørelse.

For dig, der arbejder i H&M nu
  • Du skal have mindst fem års ansættelse i H&M for at indgå i HIP-programmet. De fem år behøver ikke være sammenhængende. Herefter skal du have yderligere fem års ansættelse – i alt 10 års ansættelse.
  • Du kan vælge at få udbetalt din andel efter 10 års ansættelse, eller vente til du fylder 62 år. Dit valg kan afhænge af, om du tror, at H&M’s aktier bliver mere eller mindre værd, og om du gerne vil have pengene ud efter 10 år eller vente til senere.
  • Er du allerede fyldt 62 år, kan du få udbetalt beløbet nu, hvis du opfylder kriterierne for at være med i HIP-programmet.
For dig, der tidligere har arbejdet i H&M
  • Du skal have haft mindst fem års ansættelse i H&M for at indtræde i HIP-programmet og yderligere fem års ansættelse i koncernen – i alt 10 års tidligere ansættelse.
  • Du får dit beløb udbetalt, når du fylder 62 år.
  • Bliver du ansat i H&M igen på et senere tidspunkt, kan du indtræde i programmet igen, såfremt du ikke allerede har fået pengene udbetalt.

Har du spørgsmål? Kontakt din nærmeste leder eller H&M’s lønkontor, hvis du vil vide mere eller har spørgsmål til programmet. Du kan også altid kontakte din lokale HK-afdeling, hvis du har spørgsmål til lokalaftalen eller dine ansættelsesforhold i H&M i øvrigt. Ring på tlf. 7011 4545.

Har du husket at læse? 

Alt om din løn, når du arbejder i butik 

Find din overenskomst