47-årige Anna Louise Plaskett havde ikke tænkt på, at man kunne stille et overenskomstkrav om en sundhedsordning. Derfor kom den nye ordning som en stor overraskelse. Foto: Lars Aarø
Fantastisk nyhed! Sådan var reaktionen fra Anna Louise Plaskett, da hun reagerede på et opslag på HK Stats Facebookside om den nye sundhedsordning for HK’ere og andre med pensionsordning i Sampension.
LÆS OGSÅ: Ny sundhedsordning for statsansatte: - Længe ventet
Og den 47-årige teamleder i ph.d.-administrationen ved Aarhus Universitets Faculty of Arts vil gerne fortælle om sin begejstring ved udsigten til sundhedsordningen. Men først en vigtig holdningstilkendegivelse:
- Der er en tendens til, at private arbejdsgivere tilbyder medarbejderne sundhedsordninger eller sundhedsforsikringer. Og det er en glidebane at bevæge sig ud på. Og en trist udvikling, at det skal være nødvendigt med private ordninger. MEN det bliver altså stadig mere normalt, at man i kraft af et arbejde med pensionsordning har adgang til hurtig og gratis behandling forskellige steder i sundhedssystemet, siger Anna Louise Plaskett.
- Jeg skal holde mange år endnu på arbejdsmarkedet
Når det er sagt, så er hun svært tilfreds med sundhedsordningen, der trådte i kraft fra 1. oktober. Blandt andet fordi hun nu ser frem til at få dækket udgifter, hun hidtil selv har skullet betale.
- Personligt og ud fra helt egoistiske motiver er jeg glad for, at den her ordning kommer. Hele mit voksne liv har jeg rendt til fysioterapeuter og kiropraktorer. Undervejs har jeg haft 3 diskusprolapser. Jeg er 47 år, og jeg skal holde mange år endnu på arbejdsmarkedet, siger Anna Louise Plaskett, der har været ansat på Aarhus Universitet i en længere årrække.
Anna Louise har et rygproblem efter en ubehandlet skade i ungdommen. Ethvert arbejde, siger hun, ville gøre hendes rygsmerter værre. Selv arbejder hun ved et skrivebord.
Hårdt at arbejde siddende
- Stillesiddende arbejde er bare belastende. Jeg har alt det udstyr, man kan ønske sig. Hæve-sænkebord, roller-mouse osv. Jeg har ufatteligt gode forhold – og jeg har ikke været sygemeldt undervejs – med 3 diskusprolapser. Da jeg fik morfin for smerterne, passede jeg mit arbejde hjemmefra.
Hun har betalt for behandlinger af egen lomme siden sin ungdom. Godt 30 års jævnlige behandlinger er det blevet til.
- Jeg har betalt mange, mange penge gennem årene. Og jeg er nødt til at blive behandlet jævnligt resten af arbejdslivet. Jeg får fx massage for få rettet kroppen op. Det er noget, jeg bare skal leve med.
Udsigten til at kunne få betalt de påkrævede behandlinger glæder Anna Louise Plaskett:
- Det vil simpelthen være fantastisk, siger Anna Louise.
HK Statbladet interviewede hende, før ordningen trådte i kraft 1. oktober. Og selv om indførelsen af en sundhedsordning blev annonceret allerede i august, forventede Anna Louise Plaskett dengang, at mange HK’ere nok ville blive overrasket over de nye muligheder.
- Og nej, det var ikke faldet mig ind, at man kunne stille krav om en sundhedsordning som overenskomstkrav. Jeg havde indstillet mig på at betale selv …
De fleste døjer med smerter af en slags
Ingen tvivl om, at Anna Louise får god brug for sundhedsordningen. Men hun er langtfra alene, vurderer HK’eren.
- Jeg har nærmest ikke en kollega, som ikke døjer med ondt i arme, hænder eller skuldre. Stillesiddende arbejde ved en computer er bare belastende.
Som teamleder i ph.d.-administrationen deltager hun i sygesamtaler med medarbejdere og har derfor et godt indtryk af, hvilke problemer folk trækkes med. Det er hendes indtryk, at en stor del af kollegerne omkring hende trækkes med skavanker, som vil have godt af fysioterapi eller kiropraktor.
- Hold fast hvor har vi mange, der lider af fysiske skavanker, siger Anna Louise.