- Den dag glemmer jeg aldrig. Mandag den 4. november 2013 begyndte som en ganske almindelig dag. Jeg var i et godt betroet, vellønnet job med voksende ansvarsområder som salgskonsulent i skaldyrsvirksomheden Vildsund Blue i Løgstør, fortæller HK’eren Pia Jensen.
Novemberdagen i 2013 sluttede imidlertid helt fatalt, da Pia var på vej ned fra ad trappen på arbejdspladsen: Jeg mistede fodfæstet på en af de øverste trin og fik først fodfæste igen på den 3 nederste trin hvorefter jeg med fuld fart ramte væggen foran mig med hovedet ind i et billede, hvor glasset knustes og jeg smadrede en stor urtepotte med venstre arm og hånd og skulder.
Pia var kortvarigt bevidstløs, men hun kom til sig selv og blev med kollegers og familiens hjælp transporteret til lægevagten og sygehuset.
På det tidspunkt forestillede Pia sig, at hun snart var klar til at fortsætte op ad karrierestigens trin. Hun skulle blot lige lappes sammen – og så tilbage til opgaverne på jobbet.
Men fremtiden skulle vise sig, at byde Pia mange andre udfordringer på vejen tilbage efter den fatale ulykke. Ulykken kostede nemlig Pia hendes gode helbred og hendes raske liv blev erstattet af et liv fyldt med kroniske smerter, stærk medicin, massive bivirkninger og en hverdag, hvor selv rutineopgaver blev en udfordring i sig selv.
Pia måtte opgive det gode job som salgskonsulent dels på grund af følgerne efter ulykken og dels fordi virksomheden flyttede til Nykøbing Mors. Herefter måtte Pia skifte branche og fag flere gange.
Pia Jensen - Lettet over at erstatningssagen endeligt er afsluttet med HK Nordjyllands hjælp.
Usynligt handicap
I dag, næsten 8 år efter ulykken, arbejder Pia Jensen som personlig hjælper, mens hun fortsat kæmper med følgerne efter ulykken. Ved første øjekast ser Pia Jensen ud som en sund og rask kvinde på 52 år. Men facaden snyder.De helt normalt udseende arme og hænder er hæmmet i bevægelserne og sender stærke smerter ud i Pias krop, hvis hun kommer til at anstrenge sig med helt banale opgaver som f.eks. at vride klude op, støvsuge m.v.
- Alle de huslige opgaver, som andre mennesker udfører næsten uden at tænke over det, medfører hos mig smerter, der kan følge mig i flere dage efter, fortæller Pia, mens hendes stærke blik vidner om en viljestyrke til at kæmpe mod smerterne og kæmpe videre.
Smerterne i arme og skulder er langt fra det værste. Inde bag øjnene lider hun af en til tider invaliderende migræne, som er forstærket i hyppighed og styrke efter trappefaldet.
- Hver måned har jeg 6-7 dage, hvor jeg ligger mere eller mindre totalt brak pga. hovedsmerter efter ulykken. Min migræne sender så massive smerter ud i hovedet, at jeg hyppigt kaster op og hverken tåler lys eller lyde under anfaldet. Jeg kan ikke se fjernsyn eller kigge på computer. Alt skal bare helst være så stille og mørkt som muligt. Derfor plejer jeg at trække mig tilbage til soveværelset eller kolonihave for at isolere mig fra familie og netværk, når smerterne topper, fortæller Pia.
Behandlingsmulighederne er desværre begrænsede og Pia har måtte betale dyrt blot for at opnå en lille lindring i smerterne:
- Jeg har måtte betale tæt på 150.000 kr. til behandlinger for at lindre mine smerter. Desværre uden at det har gjort den store forskel, men jeg fortsætter med at prøve mig frem med nye alternativer, fortæller Pia, der tit sammenligner med livet før ulykken, hvor hun kunne gøre karriere, passe børn og sammen med ægtefællen holde hus, sommerhus og to store haver – uden at løbe tør for energi. Nu ved hun at blot nogle få spontane anstrengelser hurtigt kan koste timer eller dage i smertefuld isolation.
Kampen for erstatning
Sideløbende med alle disse personlige forandringer i hverdagen måtte Pia føre en årelang kamp for at få en erstatning efter ulykken i 2013.
- Jeg tænkte, at det sikkert var nemt og ligetil. Et par skemaer, der skulle udfyldes og lidt dokumentation fra lægerne, der skulle vedhæftes. Det kunne vel ikke være så svært, husker Pia at hun tænkte dengang ulykken skulle anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, forkortet til AES.
Men Pia mødte i bogstavelig forstand ”muren” i form af det hun betegner som ”Verdens tungeste system” – det danske arbejdsskadesystem. Efter et års ensom kamp mod systemet søgte Pia hjælp hos sin fagforening, HK.
I HK fik Pia kontakt med Kirsten Thimm, konsulent i Det Sociale Team i HK Nordjylland.
Gennem seks år samarbejdede Pia og Kirsten for at sikre Pia en rimelig erstatning.
Da Pias sag blev lukket i 2020 indeholdt sagen 272 mails, 31 dokumenter. Hertil kommer mange møder og telefonsamtaler om sagen.
Arbejdsskadesagen blev behandlet af AES hele fem gange i løbet af årene 2014 – 2019. Pia og HK kunne ikke acceptere de afgørelser, som AES traf i sagen og derfor klagede HK på vegne af Pia hele tre gange til Ankestyrelsen. Ved alle tre klager i 2016, 2017 og 2018 gav Ankestyrelsen HK medhold i, at sagen ikke var korrekt behandlet og vurderet af AES. Derfor skulle AES igen behandle sagen.
I 2020 – syv år efter ulykken - blev Pias sag endeligt afsluttet med hjælp fra Kirsten Thimm: Pia fik tilkendt en erstatning, som kunne dække nogle af de udgifter, som ulykken koster hende og kompensere lidt for det store tab hun har lidt ved, at hun på grund af ulykken måtte opgive et vellønnet job som salgskonsulent.
Sideløbende hjalp HK i to sager med Pias to forsikringsselskaber, som også skulle udbetale erstatning for ulykken.
Urimeligt pres på syge borgere
- Pias sag er usædvanlig langstrakt, men det er desværre ikke enestående, at borgere trækkes gennem lange forløb. Denne situation er bekymrende og jeg frygter, at mange medarbejdere giver op, hvis de selv skal tage kampen mod systemet for at få deres berettigede erstatning. Når et medlem i forvejen er syg eller invalideret af en arbejdsskade er det hårdt samtidig at skulle kæmpe mod et stort offentligt system – og forsøge at finde tilbage til arbejdslivet, fortæller den erfarne sagsbehandler Kirsten Thimm. Hun forstår fuldt ud, at mange skadelidte fristes til at give op og dermed måske opgiver muligheden for en erstatning.
Heldigvis søgte Pia hjælp i HK og Pia er nu igen på vej tilbage og hun er langsomt men sikkert begyndt at kigge efter et nyt godt job:
- Jeg drømmer om, at få et job, hvor jeg kan bruge min uddannelse og få et endnu mere meningsfuldt arbejdsliv. Jeg vil gerne arbejde med at hjælpe mennesker godt videre i livet efter sygdom og ulykker. Jeg har selv oplevet hele processen på egen krop og sjæl – og det er måske en god kvalifikation i sig selv, slutter Pia med optimisme i stemmen.
Fakta: Tidslinje for Pias sag fra 2013 - 2020.
- 4. november 2013: Pia falder på trappen og får skadet hoved, arme og skuldre m.v.
- 14. oktober 2014: Pia søger hjælp hos HK Nordjylland. Pia får hjælp til at søge erstatning efter ulykken.
- 11. februar 2015: Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer første afgørelse i sagen. HK klager.
- 29. februar 2016: Ankestyrelsen giver HK medhold. Sagen skal behandles igen.
- 20. oktober 2016: Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer ny afgørelse. Denne gang med endnu mindre erstatning til Pia. HK klager.
- 19. maj 2017 og 4. juni 2018: Ankestyrelsen giver HK medhold i flere klager over sagsbehandlingen. Sagen skal behandles igen.
- 15. november 2018: Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer første afgørelse i visse dele af Pias sag.
- 2. december 2019: Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer første afgørelse i sagens helhed. Pia accepterer afgørelsen efter rådgivning fra HK.
- 2020: Erstatning bliver udbetalt.