Lægesekretærernes formand glæder sig til at møde de første studerende.
Flere steder er praktikken allerede godt i gang for de studerende på uddannelsen som sundhedsadministrativ koordinator. Og formanden for lægesekretærerne i HK DL, Nathali Schaap Degn glæder sig til at møde dem ude på arbejdspladserne.
- Vi tager imod de nye studerende med åbne arme og glæder os til at møde dem og lære dem at kende, siger hun.
- Det bliver især spændende at få mere viden om hvordan den nye uddannelse former de studerende. Den viden skal vi bruge til samle vores fagligheder, så vi alle kan være med til at udvikle og styrke administrationen af vores sundhedsvæsen.
Første del af 30 uger
Uddannelsen som sundhedsadministrativ koordinator varer 2 ½ år og er til forskel fra lægesekretæruddannelsen SU-berettiget. I alt indeholder uddannelsen to praktikperioder af samlet 30 ugers varighed.
- Jeg håber, at alle lægesekretærer vil tage godt imod de studerende ude på hospitalerne - og så glæder jeg mig meget til at læse og høre mere om hvordan de studerende selv oplever praktikken, når den skal evalueres, siger Nathali Schaap Degn.
Du kan læse meget mere om uddannelsen her: Sundhedsadministrativ Koordinator