Mette Højbjerg Skjødt er ny næstformand i DL

Opkvalificering af lægesekretærer, modtagelsen af de nye sundhedsadministrative koordinatorer (SAK) og rekrutteringsmangel er nogle af de emner, der ligger den nye næstformand for de danske lægesekretærer allermest på sinde.

Hun er 51 år og ansat som lægesekretær på Regionshospitalet i Viborg.

Privat er hun mor til to hjemmeboende børn, bonusmor til to voksne børn, holdleder for en flok u15-håndboldpiger, og så går hun lange ture for sig selv, når hun altså ikke drøner afsted bag på sin mands motorcykel. Der er i det hele taget fart over feltet for Mette Højbjerg Skjødt.

Hun har altid interesseret sig for fagpolitik og for at gøre en forskel for sine kolleger. Hun er aktiv i sin lokale sektorbestyrelse, sidder med i både LMU, RMU og HMU og er regionsbestyrelsesformand for DL Midtjylland.

SAK-uddannelsen skal blive en succes

Mette Højbjerg Skjødt brænder for faget og glæder sig til at bringe nogle af sine lokale ideer ind på den landspolitiske scene.

- Det er enormt vigtigt at få opkvalificeret de ”gamle” lægesekretærer, der ikke er uddannet som sundhedsadministrative koordinatorer. Og samtidig skal vi selvfølgelig tage rigtig godt i mod de nye. Vi skal også have gjort noget ved rekrutteringsmanglen, så vi skal fortsætte med at påvirke politikerne, så vi kan få et højere studieoptag, forklarer den nye næstformand.

En af de ting, hun håber at opnå som næstformand i DL, er i høj grad at se den nye SAK-uddannelse blive en succes

- Vi har kæmpet for uddannelsen i ti år, så jeg vil selvfølgelig rigtig gerne se, at de nye studerende bliver taget godt imod. At vi kan se tilbage og sige, at det var den rigtige beslutning.

Indtil videre er Mette Højbjerg Skjødt valgt som næstformand indtil DL's delegeretmøde i maj 2022.