Så er tiden kommet til min første julehilsen kommet som formand for HK Handel Nordjylland. Jeg ved, at der er fuld damp på kedlerne derude, om det er i butikkerne, på lagrene eller på kontorerne for at få højtidens handel sikret. Jeg havde håbet for nogle måneder siden, at jeg ikke skulle tale mere om Corona, og at det var en saga blot, men igen har den haft en indflydelse på udførslen af vores arbejde.
Jeg er utroligt tilfreds med den trepartsaftale, som vi fik igennem, som muliggjorde, at I kan slippe for at bruge mundbind i butikkerne, på lagre osv. ved at fremvise coronapas. At arbejde i butik eller lager er et fysisk arbejde, og jeg er af den holdning, at denne aftale er med til at sikre, at I har et godt arbejdsmiljø, men stadig tager hånd om jeres sikkerhed.
Jeg har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger både fra jer derude, men også kunder, at det er den rigtige løsning, vi har fundet. Det viser sig også, at rigtig mange virksomheder har godt imod denne løsning, og ser det som en mulighed for at ikke at pålægge medarbejderne unødig brug af værnemidler. Jeg tænker, at aftalen kan være med til at sikre, at den travle juleperiode bliver lettere at komme igennem.
Med disse ord vil jeg ønske jer en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.
Jon Harild, formand HK Handel Nordjylland