Foto: Christina Nerstrøm (th.) fra BørneTelefonen modtog donationen fra Anne Marie Bay, formand HK Midt. Pengene kom fra afholdelsen af julebanko for medlemmerne, der i år blev afholdt for 3. gang.
Fællesformand Anne Marie Bay overdrog en check på beløbet til børnefaglig konsulent Christina Nerstrøm, BørneTelefonen:
- Det er tredje gang, at afdelingen holder julebanko, og på grund af Corona var der i år lidt færre deltagere. Desto mere imponerende er det store beløb, som vores medlemmer fik spillet sammen. Det er et flot beløb, som går til BørneTelefonens vigtige arbejde. Så tak til vores medlemmer og en lang række sponsorer for at bakke op. Uden jer var det ikke blevet til så flot et arrangement, så hyggelig en aften og så stort et beløb, siger Anne Marie Bay.
Video: Hør Christina Nerstrøm fra BørneTelefonen sige tak for donationen og lidt om, hvad pengene skal bruges til.
Christina Nerstrøm om Børnetelefonens arbejde:
- BørneTelefonen, der er en del af Børns Vilkår, er til børn og unge, der har brug for en i den anden ende, der lytter med varme og omsorg. Alene i år har vi indtil videre haft omkring 50.000 samtaler via chat, SMS, brevkasse og tlf. på BørneTelefonen. Der er mange flere børn, der henvender sig, så vi arbejder hele tiden på at blive endnu bedre til at besvare de mange henvendelser, som vi modtager. I november gik vi over til at have døgnåbent, og det har vist sig at være rigtigt. For der er samtaler natten igennem, der ofte indeholder lidt sværere problematikker som selvmordstanker og selvskade.
- BørneTelefonen består af lidt over 600 dygtige, frivillige rådgivere, der gør en stor indsats. De har meget forskellig baggrund og erfaring med at arbejde med børn som blandt andet lærere, pædagoger og sygeplejersker.
- På BørneTelefonen har vi mulighed for at henvise til vores bisidderordning til børn og unge, hvis de skal til møder i kommunen eller Familieretshuset. Det er en ordning, vi er glade for at kunne tilbyde børnene. Vi mener, det kan støtte børnene i potentielt svære situationer. I 2021 har vi haft næsten 700 nye sager, hvor et barn har gjort brug af vores bisidderordning.