Det er en stor overraskelse, det havde jeg slet ikke forventet
Foto: Christian Voskjær, ejer Tandlægerne Købmagergade i Fredericia, sammen med tandklinikassistenterne Michelle Høgenhav og Kristine Mains, der havde indstillet deres elevplads til titlen som Årets Elevplads HK Privat Midt 2021.
- Det er en stor overraskelse, det havde jeg slet ikke forventet, sagde Christian Voskjær da HK Privat Midt kom på besøg med kage, boblevand og et diplom med prisen for Årets Elevplads 2021.
Det var Marianne Glintborg, formand for HK privat Midt, der – i samarbejde med de 2 klinikassistent-elever Michelle Høgenhav og Kristine Mains – overraskede Christian Voskjær, som blev meget glad for prisen:
- Det tager jeg virkelig som et skulderklap på at vi trods alt gør tingene rigtigt. At eleverne er glade for at være her og de føler de lærer noget. At vi forsøger at understøtte dem, når de er på skole. Så det er virkelig et skulderklap for mig og min kone, der ejer klinikken.
Her kan du se Marianne Glintborg, formand HK Privat Midt, overraske Christian Voskjær, ejer Tandlægerne Købmagergade, med prisen som Årets Elevplads HK Privat Midt 2021, samt høre det meste af de 2 tandklinikasssitenter Michelle Høgenhav og Kristine Mains' indstillings-tekst, som klinikken vandt prisen ud fra.
Bliver taget godt imod
Michelle Høgenhav og Kristine Mains havde i deres indstilling bl.a. lagt vægt på at blive taget godt imod, og at der løbende bliver spurgt ind til hvordan deres elevtid går:
- Man bliver taget godt imod som elev, og sat godt og grundigt ind i tingene fra start. Både i forhold til arbejdsgang, hygiejne, procedure, teamwork osv.
- Der bliver ofte spurgt til os, om man selv føler at man er godt med teoretisk og praktisk. samt tilbudt hjælp hvis der er noget man har behov for at vide. Det bliver gjort klart for os at man bare skal spørge hvis der er noget man er i tvivl om. Hvis man bliver stillet for en arbejdsopgave som man ikke er tryg ved at udføre alene, er det selvfølgelig okay at sige fra. I Stedet kan man få lov til at observere og suge til sig, og når man så er klar til at udføre opgaven, så får man lov til det.
- Man er dog heller ikke bange for at kaste os ud i tingene, da der er stor tiltro til os, og det er noget vi kan mærke. Desuden bliver vi rost for vores arbejde og de fremskridt vi gør os hele vejen igennem vores uddannelse, til trods for at vi er to elever som er hver sit sted i uddannelsen.
Det gode kollegaskab
Eleverne på klinikken lægger i deres indstilling også vægt på, at der er godt sammenhold og teamwork på arbejdspladsen:
- Vi lægger vægt på at vi alle er gode kollegaer mod hinanden og arbejder sammen som et team. Vi hjælper hinanden med at blive færdige, og giver en hjælpende hånd hvor der er brug for det.
Det gode sammenhold bliver styrket ved at vi sammen tager til forskellige arrangementer, eller laver noget andet sammen privat, efter arbejde.
- Alt i alt er vi glade for at være elever her. Det er vigtigt for os, at der bliver taget hensyn til os og vores trivsel.
Præmien skal bruges til noget sjovt
Med titlen som Årets Elevplads i HK Privat Midt 2021 følger en brunsvigerkage, en gavekurv med lidt sødt og boblevand samt 5.000,- kr. til et arrangement på arbejdspladsen. Christian Voskjær ved ikke præcis hvad pengene skal bruge på endnu, men har lagt en plan for at finde på noget i fællesskab:
- Vi har et personalemøde i januar, så jeg tænker vi skal sætte os ned og finde ud af noget. Vi skal lave et eller andet, der styrker teamet på en eller anden måde, når nu corona har lagt sig lidt og vi kan komme lidt ud igen. Vi skal lave noget sammen, som vi alle synes er sjovt.
om Årets elevplads hk privat midt 2021
Vinderen bliver fundet af en jury, som består af HK og eksterne jurymedlemmer.
I år er første gang prisen er blevet uddelt af HK Privat Midt, som omfatter Fyn og Fredericia.