Oplæg ved Mikael Rasmussen om søvn:
God søvn forebygger stress
– men digitale medier truer vores søvn
Stress og søvn hænger sammen som ærtehalm. Når vi er stressede, så kan vores hjerne ikke koble af – og så sover vi for lidt - og for dårligt. Dermed bliver vi endnu mere stressede…
Sådan lød et af budskaberne fra søvnekspert og forfatter til bogen ”Sov godt - hele natten”, Mikael Rasmussen.
Han holdt oplæg for 40 arbejdsmiljørepræsentanter under en konference i HK Nordjylland den 2. februar 2022.
Gå ikke i seng med din computer
Internettet har helt sikkert ført meget godt med sig. Men også nogle problemer:
- Når vi forsker i søvnkvalitet, så sker der et markant fald i søvnkvaliteten fra begyndelsen af dette årtusinde, konstaterer søvneksperten, der vejleder masser af danskere i at få en bedre søvn.
Årsagen til at de sidste to årtier har været en lang nedtur for den gode nattesøvn er ifølge forskerne, at internettet har invaderet vores soveværelser. De digitale medier computer, Ipads, mobiltelefoner m.v. forandrer vores sovevaner. De digitale medier trækker internettet med helt ind i soveværelset. Mediernes skærmlys trænger via øjnene ind i vores hjerne og det sker hele tiden, helt frem til sengetid. Og medierne manipulerer med sengetiden - og gør os urolige. Med hver vores små digitale skærme trækker vi alverdens bekymringer med helt ind i sengen. Og pludselig, mens man stiller vækkeuret på telefonen eller ser en film på en tablet, så lyder der et lille elektronisk ”pling”... Og så dukker en uskyldig notifikation om en ny mail fra chefen op. Mailen udløser en uro, en bekymring vokser frem, tankemylderet begynder. Tusindvis af danskere roterer rundt i deres senge, mens de forgæves jagter søvnen. Med jævne mellemrum skuler de trætte øjne til mobilens ur, som ubønhørligt tæller ned til det tidspunkt, hvor vækkeuret ringer.
- Danskernes søvnkultur er truet; og det går den helt gale vej år efter år, lød den dystre forudsigelse fra søvneksperten.
Mange danskere lider af søvnløshed - og de digitale medier og internettet har forringet søvnkvaliteten markant (foto: Colourbox.dk).
Gambler med helbredet
- Både vores krop og sjæl er dybt afhængige af en god søvn. Under søvnen genopbygger og renser kroppen hele organismen inklusive vores hjerne. Immunforsvaret bliver styrket og vi forebygger både fysiske sygdomme som diabetes og psykiske sygdomme som angst og depression, forklarede Mikael Rasmussen.
Foredraget udløste flere spørgsmål om natarbejde, dagslys, snorken og meget mere. Deltagerne fik gode råd med hjem – både til dem selv, deres sovekammerater og måske til kolleger hjemme på arbejdspladsen, som døjer med at få søvnrytmen til at svinge.
Fakta: Sådan kan du forbedre din søvn:
Søvnvejleder Mikael Rasmussen har følgende gode råd til de søvnsultne danskere:
- Sov mindst 6 timer i døgnet. Helst 7-9 timer.
- Opbyg gode søvnritualer med regelmæssighed
- Undgå sjat-søvn, som kan forstyrre den naturlige nattesøvn.
- Undgå hård motion før sovetid (to timers afstand).
- Varmt bad kan være en fordel.
- Undgå alkohol, sovemedicin og kaffe m.v. inden sengetid.
- Vær hverken sulten eller overmæt, når du skal sove.
- Hold en rolig time før sovetid.
- Brug papir – ikke hjernen – til at huske de ting, som du kommer i tanke om og som skal huskes.
- Sørg for at få rigtigt dagslys om dagen. Så sover du bedre om natten. Dagslys styrker den naturlige søvn.
- Soveværelset er kun til søvn (og sex).
- 14-18 grader i soverummet er for de fleste optimalt. Kølighed fortæller ubevidst kroppen, at den skal have ro.
- Kan du ikke sove, så stå op. Søvnløshed i sengen duer ikke. Stå op 15-20 minutter, foretag dig nogle stille aktiviteter uden skærme og for meget lys. Sengen må ikke blive et negativt sted, der stresser og vækker dårlige associationer.
Fakta om søvn, køn og alder
- Flere kvinder end mænd oplever dårlig søvnkvalitet – måske fordi kvinder sover lettere fordi de er ”bygget” til at skulle kunne høre små børn om natten. Kvinder sover i gennemsnit 20 minutter mere end mænd i døgnet.
- Mange unge danskere kører et hektisk program med permanent søvnunderskud på hverdage. De forsøger så at ”hente” søvnunderskuddet ind ved at sove meget længe i weekenden. Men det er en meget dårlig løsning, da det nærmest svarer til, at hjernen hver uge lider under jetlag. Søvn kan ikke flyttes rundt i ugen eller livet som det passer os. Der skal være plads til den gode daglige søvn for alle aldersgrupper.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Oplæg ved Line Ullmann om Kunsten at sige nej på jobbet:

I 2021 udgav Line Ullmann bogen "Sådan siger du nej på jobbet - uden skyld, skuffelser og sure miner".
Det nødvendige ”NEJ”
Vi er for dårlige til at sige nej på jobbet. Alt for mange medarbejdere tager imod for mange opgaver. Og når medarbejderne ikke får sagt nej, så truer et stressende, grænseløst arbejdsliv med endnu flere opgaver.
Sådan lød budskabet, da Line Ullmann holdt oplæg for 40 arbejdsmiljørepræsentanter under en konference i HK Nordjylland den 2. februar 2022.
Line Ullmann, konsulent, underviser og forfatter har specialiseret sig i at sige ”Nej” til arbejdsopgaver – og hun har en mission om at undervise alle interesserede i kunsten at sige nej på jobbet - i hvert fald, når det er nødvendigt at sige fra.
Ordet lyder meget nemt: ”N-E-J”. Tre simple bogstaver. Og nemt at udtale.
Alligevel kan det være svært for mange mennesker, at få sagt ordet ”Nej”, når chefen kommer for at aflevere en opgave, som ganske enkelt ikke kan nås. Eller når kollegaen lige vil have hjælp nu, men du først har mulighed for at hjælpe senere. Eller når der pludselig mangler en repræsentant i en projektgruppe og din leder mener, at det da skal være dig, der skal træde til….
Fortræng skyldfølelsen
- Det kræver øvelse at sige "nej". Dels skal man udtrykke sig fra en ligeværdig position, når man giver sit nej. Dels skal man lære at tøjle skyldfølelsen, for det er helt i orden at sige ”nej”. Og sidst men ikke mindst skal man turde at stå fast på sit svar – også selv om der måske er en chef eller kollega, som smigrer, lokker, truer, appellerer til hjælpsomhed og meget mere, forklarede Line Ullmann.
Netop det at øve sig er afgørende for at det lykkes at blive bedre til at sige ”nej”.
Og øvelse fik deltagerne under konferencen. Dels skulle deltagerne parvis øve sig i at udfordre hinanden på evnen til at sige ”nej” og endog ”NEJ!”. Endvidere skulle arbejdsmiljørepræsentanterne analysere videoer, der viser, hvordan man kan sige ”NEJ”, men gøre det pænt, ordentligt og effektfuldt.
Fakta:
- Line Ullmann er selvstændig konsulent og underviser.
- Find mere information om Line Ullmann på https://lineullmann.dk/, hvor du også kan finde information om hendes bog: ”Sådan siger du nej på jobbet – uden skyld, skuffelse og sure miner”.
Oplæg ved lægen og forfatteren Imran Rashid om temaet "Mærkbarhed":
Stop rovdriften på vores hjerner
Menneskets hjerne har på samme måde som klimaet, behov for en grøn omstilling. En omstilling, hvor belastningen af vores mentale ressourcer bremses. Vi skal give hjernen mere ro fra de digitale medier. I stedet skal vi øge vores nærvær med andre mennesker. For vi er sociale følelsesstyrede flokdyr – ikke digitale individuelle egoer, argumenterede den engagerede læge og forfatter Imran Rashid, da han holdt foredrag for 40 arbejdsmiljørepræsentanter i HK-Nordjylland den 2. februar 2022.

Imran Rashid, læge, forfatter og foredragsholder på HK Nordjyllands konference for arbejdsmiljørepræsentanter i februar 2022.
Sociale vanedyr
- Vi mennesker trives i fællesskaber. Vi er fra naturens side skabt som flokdyr - både i arbejds- og fritidslivet. Derfor er det et problem, at vi efterhånden ubevidst bruger så meget energi på digitale medier, at vores evner til at være mentalt nærværende med andre nærværende mennesker påvirkes negativt. Dette manglende nærvær kan gå ud over os selv og hinanden som familie, kolleger, venner, ja som mennesker og samfund, argumenterede Imran Rashid, der i 2021 udgav bogen ”Mærkbarhed” om netop dette tema.
Corona-pandemien har ifølge Imran bekræftet denne analyse: Mange mennesker har under Coronapandemien i lange perioder følt sig isoleret fra social menneskelig kontakt – og til gengæld overladt endnu mere til digitale medier.
- Mennesket er et fysisk flokdyr. Undersøgelser viser, at når flere mennesker samles i et lokale, så går der ikke ret lang tid, før vi begynder at synkronisere hjerteslag og andre biologiske livsrytmer. Vi er meget mere afhængige af social nærværende kontakt end vi aner, forklarede Imran Rashid.
De lyttende arbejdsmiljørepræsentanter virkede selv særdeles nærværende - og de nikkede til lægens budskaber. Mange noterede sig også den ”recept", som Imran Rashid udskrev til vores digitale hastigt foranderlige verden:
- Skru ned for de mange digitale platforme, giv din hjerne ro, så du kan mærke dig selv og være nærværende til stede overfor dine medmennesker, som f.eks. dine kolleger på arbejdspladsen, lød et af de afsluttende råd fra lægen til arbejdsmiljørepræsentanterne.
Fakta
- Hjernen vejer 3 % af kropsvægten, men den bruger 25 % af energien.
- Vores hjerner er udviklet for 200 mio. år siden og er stort set uforandret den dag i dag. De er slet ikke egnede til at håndtere det sansebombardement, som vores digitale livsform udsætter vores hjerner for i arbejds- og fritidslivet.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Følelser skal ikke være et ”fy”-ord
Hanne Thomasberg, Arbejdsmiljørepræsentant i Hjørring Kommune, deltog i konferencen og hun fortæller om hendes udbytte:
- Jeg tager med mig fra konferencen, at et godt arbejdsmiljø forudsætter, at vi kan vise lidt flere af vores følelser, at vi kan rumme hinandens forskelligheder – og drage omsorg, for de kolleger, som har det svært. Følelse skal ikke være et ”fy”-ord eller et tabu. Vi er jo vores følelser – og måske styrer følelserne meget mere af vores individuelle og fælles liv – også på arbejdspladsen, reflekterer Hanne Thomasberg, Arbejdsmiljørepræsentant i Hjørring Kommune, lige efter afslutningen på konferencen.
Hanne Thomasberg, arbejdsmiljørepræsentant i Hjørring Kommune.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Sjov måde at lære på
”Det har været en fantastisk dag med sjov læring - Nok en af de bedste dage ift. arrangementer. Det var interessant at høre, hvor stor indflydelse søvn har på os, og hvor stor regelmæssig søvn rent faktisk betyder igennem hele vores liv. De øvelser vi prøvede for at lære at sige "nej" var også god læring, men det er virkelig en proces man skal igennem", fortæller Elisabet Tornvig, Arbejdsmiljørepræsentant i Forsvaret.
Elisabet Tornvig - arbejdsmiljørepræsentant, Forsvaret