- Offentligt ansatte i kommuner og region Nordjylland udfører meget betydningsfulde opgaver til gavn for borgerne i hele Nordjylland. Derfor er det helt urimeligt, når medierne helt uden nuancer og i en meget hård tone kritiserer for eksempel medarbejdere på Jobcentrene, lød den klare udmelding fra Katharina Hauge Antonsen, formand for HK Kommunal Nordjylland, fra talerstolen ved foreningens Generalforsamling.

Formand Katharina Antonsen bar HK's fane ind til Generalforsamlingen i Aalborg Kongres og Kulturcenter.
Erstat skældsord med hædersord
Også fagforeningens tillidsrepræsentanter oplever til tider en hård tone.
- Langt de fleste tillidsrepræsentanter har et godt og tæt samarbejde med ledere og kolleger. Men enkelte gange oplever vi desværre, at tillidsrepræsentanter tiltales med skældsord. Det fortjener de tillidsvalgte ikke. Tillidsrepræsentanterne indtager en vigtig rolle på arbejdsmarkedet – og de fortjener hædersord frem for skældsord.
I beretningen kom Katharina Antonsen også ind på den aktuelle debat om hjemmearbejdspladser, hvor hun gerne ser, at arbejdsmiljøer kommer i fokus – også på hjemmearbejdspladsen.
Formanden berettede også om udfordringer med at rekruttere unge medarbejdere i kommuner og regioner, ligesom hun kom ud over landets grænser, da hun udtrykte bekymring og kritik af EU-planer om at indføre mindsteløn i EU-landene.
Mange forskellige faglige profiler
På generalforsamlingen genvalgtes formanden, og nye repræsentanter til bestyrelsesarbejdet blev valgt. HK Kommunal Nordjylland omfatter en lang række faggrupper, blandt andet administrative medarbejdere, lægesekretærer, tandklinikassistenter, it-medarbejdere og mange flere.
I alt har HK Kommunal Nordjylland 5.200 medlemmer. Heraf var ca. 500 medlemmer mødt frem til den årlige Generalforsamling. Deltagerantallet gør Generalforsamlingen til den største sektorgeneralforsamling i hele HK Danmark målt i deltagerantal.

Næstformand Susanne Thorsø og formand Katharina Antonsen følger debatten ved HK Kommunal Generalforsamling, hvor flere af de 500 deltagere rejste debat om emner og temaer som kompetenceudvikling, arbejdsmiljø og lønudvikling.