Lysten til at hjælpe ukrainerne godt ind på arbejdsmarkedet er stor. Men hvordan gør man? Arkivfoto: Hung Tien Vu.
Der er ingen tvivl om, at lysten til at hjælpe ukrainerne er stor. Og som medlem af HK har du da også allerede hjulpet ved bare at være medlem af fagforeningen. Vi har bl.a. doneret 10 kr. i dit navnog lavet en aftale, der skal være med til at få dem ind på arbejdsmarkedet på ordentlige vilkår.
Men hvordan får I taget godt imod flygtningene på jeres arbejdsplads? Det får du her fire gode råd til fra arbejdsmiljøkonsulent Henriette Bjerg Mahrt.
1. Tag hensyn til baggrund
Husk, at de flygtninge, der kommer, kan have oplevet forfærdelige ting i Ukraine. Nogle af dem vil have traumer fra krigen. De vil også alle sammen have brug for tid til at falde på plads i Danmark med bolig, familie og meget andet. Det er vigtigt, at der bliver taget hensyn til de forhold, så arbejdet bliver tilpasset den enkelte flygtning.2. Fortæl om det danske arbejdsmarked
Der er meget, man skal lære, når man er ny på det danske arbejdsmarked, og som vi måske tager for givet. Fx er det en god idé at fortælle, hvordan det fungerer med overenskomst samt tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter. Så ved de, hvem de skal gå til, hvis de oplever problemer.Forklar også gerne, at vi i Danmark typisk har en mere flad ledelse end i mange andre lande, og at man gerne må gå til dem med forslag eller for at gøre dem opmærksomme på problemer.
3. Giv en god oplæring
Det er vigtigt, at flygtningene får en god oplæring, så de hverken kommer til skade fysisk eller psykisk. Fx ift. kundekonflikter, hjælpemidler til løft osv. Der er desuden en række materialer om arbejdsmiljø på engelsk, som I kan bruge, her .4. Inkluder i det sociale
Noget af det vigtigste for trivslen på arbejdspladsen kan være det sociale fællesskab. Især når man kommer til Danmark og måske ikke kender så mange. Desuden ved vi, at risikoen for arbejdsulykker er mindre, når man er en del af et socialt fællesskab. Det er ofte der, at man får mindet hinanden om sikkerhedsreglerne.
Sørg derfor for at få dem med i fællesskabet. Og husk på, at der er kulturforskelle ift. fx humor, som kan være gode at have i baghovedet.
Kilde: Henriette Bjerg Mahrt, arbejdsmiljøkonsulent i HK Handel.