Danske pengesedler og mønter på mørk baggrund

Hvis du ikke har fået pensionsbidrag af dine feriepenge, kan du have et pænt beløb tilgode.

Skal, skal ikke? Det var spørgsmålet for halvandet år siden, da vi fik mulighed for at hæve de feriepenge, som var blevet indefrosset på grund af overgangen til ny ferielov.

Flertallet, over 2 millioner, valgte at få feriepengene ud, mens resten valgte at lade pengene stå og vokse frem til pensionsalderen. Alt burde være godt, men er du omfattet af en af HK Privats landsoverenskomster, bør du tjekke en ekstra gang, om du har fået det rigtige beløb i feriegodtgørelse.

For på en stor del af HK Privats overenskomster har du nemlig ret til pensionsbidrag af feriegodtgørelse (se listen). Desværre har vi eksempler på, at arbejdsgivere har glemt at regne pensionsbidraget med, da de indberettede/indbetalte feriemidlerne til indefrysning.

De indefrosne feriemidler svarer til feriegodtgørelsen for perioden 1. september 2019 til 31. august 2020 og altså pension af feriegodtgørelsen, hvis man er omfattet af en overenskomst med en bestemmelse om det.

- Nogle arbejdsgivere har sandsynligvis ikke været opmærksom på, at der skal beregnes pensionsbidrag af feriegodtgørelsen, siger Klara Hoffritz, advokat i HK Privat.

Fx måtte en virksomhed for nylig af med 110.000 kr. i manglende pensionsbidrag til 30 medarbejdere under Industriens Funktionæroverenskomst. Eller omregnet; lidt over 3.600 kr. i snit til hver medarbejder.

- For den enkelte medarbejder kan det i sidste ende blive til mange penge, især hvis man ikke har hævet de indefrosne feriemidler. Så det er bestemt et tjek værd, tilføjer HK Privats advokat.


Vi har lavet et regneeksempel:

Hvis du tjente 30.000 kroner før skat om måneden i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, skulle der indefryses ca. 40.500 kroner i feriegodtgørelse (12,5% af den ferieberettigede løn). Hertil kommer for mange et arbejdsgiverbetalt pensionsbidrag på 8%. Dvs. ca. 3.240 kroner (8 % af 40.500 kr.). Det er pensionsbidraget på 3.240 kroner, som for nogle ikke er blevet indberettet.

Hvad kan du selv gøre?
Hvis du vil tjekke, om du har ret til pensionsbidrag af feriegodtgørelse, skal du have fat i din overenskomst. Det er nemlig ikke alle overenskomster, hvor der beregnes pensionsbidrag af feriegodtgørelse.

Er du omfattet af en landsoverenskomst, kan du se, om den er på listen med overenskomster, hvor der er krav om pension af feriegodtgørelse i boksen ”Landsoverenskomster med pensio”

Landsoverenskomster

Her får du pensionsbidrag af dine feriepenge

  • Industriens Funktionæroverenskomst
  • Funktionæroverenskomst for Handel, Viden og Service
  • Funktionæroverenskomst for Handel, Transport & Service
  • HK Overenskomst med Dansk Byggeri
  • Emballageoverenskomsten med DI
  • Funktionæroverenskomst for Kontor og Lager med Mode & Textil
  • Funktionæroverenskomst med Danske Mediers Arbejdsgiverforening
  • Funktionæroverenskomst med Dansk Bilbranche Råd
  • Funktionæroverenskomst med Danske Malermestre og Glarmesterlauget
  • Digitalprint- og Serigrafoverenskomsten med Grakom
  • HK Industrioverenskomsten med Tekniq
  • HK Installationsoverenskomsten med Tekniq
  • IT-overenskomsten med Dansk Erhverv
  • Reklame- og Forlagsoverenskomsten med Dansk Erhverv
  • Overenskomsten med Danske Fysioterapeuter
  • Overenskomsten med Dansk Kiropraktorforening
  • Den grafiske timelønsoverenskomst
  • HK Overenskomst med Gartneri, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere
  • Landsoverenskomsten med Færgerederierne (DIS)
  • Landsoverenskomsten med Færgerederierne (DAS)

OBS! På overenskomsterne med Danske Fysioterapeuter og Dansk Kiropraktorforening er det arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag på 9 %. På de øvrige overenskomster er bidraget på 8 %.

Vis mere

Er du omfattet af en særoverenskomst, skal du have fat i den. Log ind på MitHK og klik på ikonet overenskomst.

HK Privat har udviklet en beregner, hvor du selv kan beregne det beløb, som din arbejdsgiver har skullet indberette for dig. Den beregner både værdien af feriegodtgørelsen og af pensionen, og så beregner den det samlede beløb, der skulle være indefrosset som dine feriemidler. Det er det samlede beløb, du kan sammenligne med det som fremgår af Lønmodtagernes Feriemidler.

For at kunne bruge beregneren, skal du bruge:
dine lønsedler fra 1. september 2020 til 31. august 2021
antallet af feriedage du har holdt i samme periode og hvornår de er holdt
beløbet din arbejdsgiver/e har indberettet til Lønmodtagernes Feriemidler

Hent vejledning og beregner til indefrosne feriemidler

 

Spørg HK

Hvis din beregning ikke passer med det beløb, som din arbejdsgiver har indberettet, bør du kontakte din lokale HK-afdeling på 70 11 45 45.

Du kan selvfølgelig altid kontakte os, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp til beregningen af dine indefrosne feriemidler.