Forbruger ramt af forskellige prisstigninger

Priserne stiger på flere områder. Illustration: Tone Thoresen.

2,9 procent. Så meget er gennemsnitslønnen steget for HK Handels medlemmer det seneste år. Men selvom der ruller flere penge ind på din lønkonto i år, end der gjorde sidste år, får du mindre for dine penge. Forbrugerpriserne er nemlig blevet sendt på en vild himmelflugt på det seneste, og din såkaldte realløn er derfor faldet.

Læs også den seneste lønstatistik her

Men hvad betyder prisstigningerne konkret for dig? Privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank har regnet på, hvor meget en gennemsnitsfamilie med to voksne og to børn får i ekstraudgifter om året, hvis de nuværende prisstigninger på dagligvarer, benzin, strøm og varme fortsætter.

Bed om en lønforhøjelse: Lige nu er det en ekstra god idé at bede din chef om en lønsamtale, fordi priserne stiger, og fordi der er mangel på arbejdskraft. Se, hvordan du forbereder dig bedst muligt til din lønsamtale.

- Du kan forvente at skulle have godt 20.000 kr. mere op af lommen i år for at købe de samme varer og tjenester, som du gjorde for et år siden, siger Brian Friis Helmer og tilføjer:

- Det er gennemsnitligt set, og ekstraudgifterne svinger især efter, hvordan du opvarmer din bolig.

Prisstigninger på dagligvarer, benzin, strøm og varme

  • Dagligvarer (fødevarer og ikke alkohol): Du kommer til at betale godt 3.000 kr. mere i år for at købe de samme varer, som du købte sidste år.
  • Benzin:  Du kommer til at betale godt 4.500 kr. mere for benzin, end du gjorde sidste år. Udregnet pba., at du kører ca. 50 km om dagen i en bil, der kører 16 km på literen.
  • Elbil: Du kommer til at bruge ca. 4.500 kr. mere på at lade din elbil op, end du gjorde sidste år, hvis du kører ca. 50 km om dagen i en elbil, der kører 5 km pr. kWh
  • Fjernvarme: De fleste fjernvarmekunder kommer ikke til at opleve den store prisændring i forhold til sidste år.
  • Naturgas: Du kommer til at bruge op til 15.000 kr. mere på varme, end du gjorde sidste år. Forbruget af naturgas afhænger blandt andet af boligens størrelse og isolering.
  • Elvarme og varmepumper: Du kan forvente at bruge omkring 6.-7.000 kr. mere på elvarme. Forbruget af elvarme afhænger blandt andet af boligens størrelse og isolering.
  • Strøm: Du kan forvente at bruge omkring 5.000 kr. mere på strøm, end du gjorde sidste år. Beregnet ud fra, at du har et forbrug på 4.000 kw om året. 

Den højeste inflation siden 1989

Hvad skyldes de stigende priser egentlig? Privatøkonom Brian Friis Helmer forklarer, at prisstigningerne skyldes et sammensurium af flere ting:

- Da vi genåbnede efter corona, steg efterspørgslen på energi, og dermed steg prisen på energi. Der har også været udfordringer med globale forsyningskæder, blandt andet fordi nogle virksomheder har været lukket. Ruslands invasion af Ukraine har fået priserne til at stige endnu mere. Forbrugerpriserne steg herhjemme i februar med 4,8 procent i forhold til samme måned sidste år. Det er den højeste inflation siden Berlinmurens fald i 1989, siger privatøkonom Brian Friis Helmer.

Privatøkonomens sparetips

Få overblik over dit forbrug. Tjek, hvad du plejer at bruge på strøm og varme. På dit forsyningsselskabs website kan du undersøge, hvad andre bruger. Hvis du bruger 6.000 kw strøm om året, og du kan se, at normalen for en som dig er 4.000 kw, må du kunne skære i dit forbrug.

Lav madplan. Forsøg at handle stort ind én gang om ugen, og køb kun det, der står på din liste. På den måde undgår du nemmere madspil og at falde i take away-fælden.

Skru ned for varmen. Du kan spare meget, hvis du nøjes med at have 21 grader i din bolig i stedet for 22 grader.

Spar på det varme vand. Drop karbadet og tag korte brusebade.

Brug strøm, når den er billigst. Ofte er priserne på strøm billigst om natten, og derfor kan det godt betale sig at sætte opvaskemaskinen i gang om natten.

Spar på benzinen. Skal du på en kortere tur, så tag cyklen. Skal du på en lidt længere tur, så undersøg, om du kan følges med andre. Har du lang vej til jobbet, kan du måske køre med en kollega og dele udgifterne med vedkommende.

Nærstuder dit budget. Er der noget, du kan skære fra? Mange har fx abonnementer på flere streamingtjenester. Mon ikke du kan undvære nogle af dem? Har du ikke allerede et budget, er de aktuelle prisstigninger en god anledning til at få lavet et, så du har overblik over din økonomi.

Sammenlign priser. Tjek, om du kan finde en billigere leverandør af el og gas på elpris.dk og gasprisguiden.dk. Og nu du er i gang med at sammenligne priser, så undersøg, om du kan spare penge ved at skifte forsikring eller bank.

Kilde: Privatøkonom Brian Friis Helmer, Arbejdernes Landsbank