Det har længe været kendt, at lægesekretærspecialet på kontoruddannelsen vil blive nedlagt i sommeren 2022. Og en ny bekendtgørelse, der træder i kraft til sommer, beskriver nu de nærmere regler for afviklingen. Se bekendtgørelsen her
Danmarks allersidste lægesekretærelever skal - med en underskrevet uddannelsesaftale i hånden - være startet på deres uddannelse senest 1. september 2022. Og der er også sat en udløbsdato for uddannelsen. Aspirerende lægesekretær-elever skal have afsluttet uddannelsesforløbet senest 31. august 2026.
Gennem det seneste år har DL Magasinet rapporteret om, hvordan lægesekretærmanglen har fået især offentlige arbejdsgivere til at uddanne langt flere elever – lige før lukketid. Se det her
Stor søgning til ny uddannelse
I fremtiden vil det i stedet for lægesekretærer være sundhedsadministrative koordinatorer (SAK), vi møder i det praktiserende lægers klinikker, på hospitalerne og i det øvrige sundhedsvæsen.
De første studerende på den to et halvt år lange erhvervsakademiuddannelse begyndte som sundhedsadministrativ koordinator-studerende efter sommerferien 2021.
Her kan du tage uddannelsen
Se her listen over de steder, du kan tage uddannelsen og klik dig videre til uddannelsesstedets side om uddannelsen, hvor du blandt andet kan læse om de konkrete adgangskrav.
- Esbjerg: UC Syd
- København: Københavns Professionshøjskole
- Næstved: Professionshøjskolen Absalon
- Aalborg: UCN
- Aarhus: VIA University College
- Roskilde: Professionshøjskolen Absalon
Interessen for uddannelsen var så stor, at det krævede en karakterkvotient på op til 7,2 for de 354 optagede - ud af 1.159 ansøgere - at komme ind på studiet.
Læs meget mere om uddannelsen her
Sådan søger du om optagelse på uddannelsen
Søger du gennem kvote 1, er der ansøgningsfrist 5. juli inden kl. 12.00. Du kommer i betragtning på baggrund af den gymnasiale eksamen.
Søger du gennem kvote 1, er der ansøgningsfrist 15. marts inden kl. 12.00. Du bliver individuelt vurderet i forhold til de kvote 2-kriterier, som det enkelte uddannelsessted har fastsat.