Ferien skal være der, hvor vi slapper af, kommer fri af dagligdagen og lader op. Hvor vi er sammen med familie og venner, udlever vores drømme og får ny energi.
Men sådan er det ikke altid.
Mange har så travlt med alt det, de skal nå inden ferien, at de skal bruge lang tid på bare at komme til sig selv igen. Andre kan ikke slippe jobbet og tjekker mails og tager arbejdstelefonen i ferien. Og atter andre vender tilbage til en pukkel af uløste opgaver, som kaster dem ind i hamsterhjulet igen.
Det er skidt. Ferie er en ret, vi alle sammen har, og hvis den ikke bliver brugt rigtigt, kan det give stress og konflikter på arbejdspladsen. Derfor har arbejdsgivere og ansatte en fælles opgave med at sikre, at alle får en god ferie.
Det er ledelsens ansvar at tilrettelægge arbejdet, så opgaverne bliver løst, samtidig med at arbejdet foregår 'sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt', som det hedder i Lov om Arbejdsmiljø. Det gælder også i forhold til ferie.
Men du kan også selv gøre meget for, at du selv og dine kolleger får en god ferie.
Vi har samlet en række konkrete råd til, hvordan du kommer godt på ferie, hvordan du kobler fra under ferien, og hvordan du kommer godt tilbage på jobbet.
Det skal arbejdsgiveren gøre
- I skal have klare regler. Hvordan fordeler vi de attraktive ferieperioder og de sure vagter, fx omkring højtider og skoleferier? Ferierne skal fordeles efter klare og gennemskuelige retningslinjer, som gælder for alle. De ansatte skal opleve, at reglerne er retfærdige. Ellers kan det give frustration og utilfredshed.
- Alle skal have medindflydelse. I kan måske ikke alle sammen få præcis den ferie, I gerne vil have. Men alles ønsker skal høres. Medarbejderne bør have indflydelse på ferieplanen - men det er en ledelsesopgave at få puslespillet til at gå op.
- I skal være realistiske. I sommerperioden og i forbindelse med højtider og helligdage kan der opstå et særligt pres på arbejdspladsen, fordi mange er på ferie. Det er ledelsens opgave at sikre, at der er realistiske planer i forhold til fx vikarbehov og justering af arbejdsopgaver, så ferieperioden ikke giver unødvendig stress.
Før du går på ferie
- Få styr på løse ender. Afslut dine opgaver før du går på ferie, og læg en præcis plan for, hvor du skal starte, når du er tilbage. Så slutter du af uden løse ender, skaber dig et overblik og gør klar til, at du første dag efter ferien kan tage tråden op igen på en god måde. Det giver ro i maven.
- Overlevér dine opgaver. Hvis en kollega skal fortsætte, hvor du slipper, skal du huske at overdrage dine arbejdsopgaver godt. Det er lettere for dig at holde fri, når der er klarhed om opgaver og ansvar.
Mens du holder ferie
- Glem arbejdet i ferien. Du får mere hvile (og flere nye ideer), hvis du kan slippe hverdagen helt i ferien. Hvis du virkelig ER uundværlig i ferien, så aftal med din leder og dine kolleger, i hvilke tilfælde og hvornår du kan kontaktes. Sørg for, at din familie også kender aftalen.
Når du kommer tilbage fra ferie
- Start roligt op. Følg den plan, du lagde, da du skabte dig et overblik før ferien. Forsøg at tilrettelægge dit arbejde, så du kommer op på fuldt tempo over et par dage. Start på jobbet på en onsdag, hvis du kan - så er det lettere at overskue den første arbejdsuge.
- Giv dig selv tid til at lande. Der er sikkert sket en masse ting på arbejdet, mens du var væk på ferie. Forvent ikke, at du straks kan sætte dig ind i det hele. Start med de opgaver, som dagen bringer - så kan du forhåbentlig samle op på det øvrige i den kommende tid.
Det kan I gøre for hinanden
- Sig farvel og goddag. Ønsk hinanden god ferie og byd hinanden velkommen, når ferien er slut. Spørg ind til kollegernes ferie og del deres begejstring. Lav små ritualer, når I tager på ferie og kommer retur: Feriebrød, en lille hilsen på skrivebordet.
-
Hav respekt for andres ferie. Ring eller mail kun i ferien, hvis det er virkelig nødvendigt. Hvis I kan forudse, at det kan blive nødvendigt, kan I på forhånd aftale hvornår og hvordan.
-
Giv kollegerne tid til at lande. Overfald ikke kollegerne med nye opgaver, den første dag de er tilbage fra ferien. Det tager tid at lande og komme op i gear. Tilbyd din hjælp til at skabe overblik og at komme i gang.
-
Husk, at alle har ret til ferie. Hvis du har arbejdet, mens kollegerne holdt ferie, har du måske oplevet et ekstra pres. Lad det ikke gå ud over dem, som kommer tilbage fra ferien. Alle har ret til ferie, og det bliver også din tur.
-
Sig tak til dem, som ’tager vagten’. Singlerne og de barnløse kommer mange steder sidst i køen, når der skal planlægges ferie. Måske er det helt OK for de pågældende, at de 'tager vagten' i skoleferierne - men I bør påskønne og anerkende, at de gør kollegerne og hele arbejdspladsen en tjeneste.