To spændende og sjove dage venter kontoreleverne, når HK Kommunal afvikler elevkonference 11.-12. november på HK’s kursusejendom Hotel Christiansminde i Svendborg. Som TR kan du hjælpe med at få elever fra din arbejdsplads med på konferencen.

Under temaet ”Din fremtid – dit valg” vil eleverne dele erfaringer og bliver klogere på, hvordan de kan italesætte deres faglighed og gribe mulighederne som individer i et fællesskab. Det hele bliver krydret med standup og andre underholdende og tankevækkende indslag. Inspirerende workshops giver desuden eleverne nye kompetencer til arbejdet.

Tilmeldingen til konferencen åbner 1. september, men vær med til at orientere eleverne og sørg for allerede nu at medvirke til, at eleverne får gode muligheder for at deltage.

Læs mere om konferencen og programmet på elevkonferencens hjemmeside, hvor linket til tilmelding vil være at finde fra den 1. september.