Forligsinstitutionen i København skal nu i brug for at afværge en strejke på TV 2 Danmark. Billedet er fra OK 18. Foto Rasmus Lindharth
Datoen er nu sat for næste skridt i den fastlåste forhandling mellem TV 2 Danmark og de medarbejdere, som er organiseret i HK Stat, Dansk Metal og 3F.
Torsdag 1. september er parterne indkaldt til forhandlinger i Forligsinstitutionen, hvor forligsmanden nu skal forsøge at forhindre, at TV 2 bliver ramt af den varslede strejke fra 1. oktober.
LÆS OGSÅ: Forhandlinger med TV 2 er brudt sammen
I HK Stat er forhandlingschef Lina Gisselbæk Lauritsen tilfreds med, at der nu er sat en dato.
- Jeg håber, at TV 2 har noget mere med i posen, og at vi kan finde en god løsning. Vi er i hvert fald klar til konstruktive forhandlinger, siger hun.
Strejke kan ramme TV 2 midt i et valg
På TV 2 arbejder HK-medarbejdere typisk i kontorfunktioner som økonomi, løn, HR, jura eller reception, mens Dansk Metal organiserer medarbejdere i TV 2’s supportfunktioner, der blandt andet sørger for driften af it-systemer og mulighederne for at sende et tv-signal ud af huset.
Derfor kan en strejke få konsekvenser for TV 2’s mulighed for at sende til danskerne, siger hovedtillidsrepræsentant for journalisterne på TV 2, Lennart Sten:
- En konflikt 1. oktober betyder formentlig, at det enten rammer et folketingsvalg eller Folketingets åbning. Derudover er der også håndboldsæson i gang på Sporten for fuld kraft. Så truslen er meget markant, sagde tillidsmanden 18. august til fagbladet Journalisten.
Lennart Sten siger til Journalisten, at han godt kan forstå, at de øvrige fagforbund ikke er tilfredse med den udvikling, som inflationen har taget på det seneste.
- Og jeg kan også forstå, at TV 2 synes, det er svært, når de kunne spise os af med 2,25 procent i sin tid. Men TV 2 behøver ikke være bange for at give parterne noget mere, for vi kommer også med bastante krav, når vi skal forhandle til januar, siger han med henvisning til, at Dansk Journalistforbund har indgået en et-årig aftale med TV 2 og derfor skal forhandle overenskomst igen allerede i starten af 2023.
”En fælles kamp for alle på TV 2”
I HK Stat glæder Lina Gisselbæk Lauritsen sig over opbakningen fra journalisterne, som udgør langt den største medarbejdergruppe på TV 2.
- Vi er glade for at journalisterne bakker op. Kampen for at sikre gode og tidssvarende løn- og arbejdsvilkår er jo en fælles kamp for alle på TV 2, tilføjer hun.
LÆS OGSÅ: TV 2 kan rammes af strejke i oktober - Journalisten
27 medarbejdere på TV 2 er omfattet af HK Stats overenskomst med TV 2 og i alt er 81 medarbejdere ansat på af de strejkevarslede overenskomster. Dansk Metal, 3F og HK Stat er alle indkaldt til møder i ’forligsen’ i løbet af eftermiddagen torsdag 1. september.
Om Forligsinstitutionen