Helle Mortensen arbejder som kasseassistent i Føtex. Foto: Privat.
Da Helle Mortensen fik fri og forlod Føtex’ personaleindgang, havde hun en kollega ved sin side. Kollegaen havde sin telefon i hånden og var klar til at ringe. Hun havde allerede trykket 112.
Imens tænkte Helle Mortensen: ”Nu får jeg tæsk.”
Få timer før var hun blevet truet af en kunde. Helle Mortensen havde siddet bag kassen. De havde egentlig haft en sober dialog, og hun havde rettet prisfejlen. Men lige inden kunden forlod butikken, vendte han sig om:
- Jeg venter på dig, når du har fri!
Resten af arbejdsdagen var Helle Mortensen stille. Langsomt nærmede fyraften sig.
- Jeg var bange. Jeg var sikker på, han ventede på mig, siger hun.
Men udenfor var alt roligt. Kunden stod ikke og ventede. Hun har aldrig set kunden siden.
14 pct. er blevet truet af kunder
Episoden er langt fra enestående. En undersøgelse blandt HK Handels medlemmer viser, at 14 pct. af butiksansatte er blevet truet af kunder de seneste 12 måneder. Derudover oplever 80 pct. af butiksansatte at blive talt nedsættende og grimt til af kunderne.
Derfor foreslår HK Handel at ændre strafferammen for trusler mod butiksansatte, så det sidestilles med trusler mod tjenestemænd i funktion. Det kan du læse mere om her.
Hele kroppen ryster
Helle Mortensen har både oplevet trusler og nedsættende kommentarer. I dag reagerer hun fysisk, når hun har en ophidset kunde.
- Jeg begynder at ryste over hele kroppen. Så tænker jeg: ”Åh, nej. Hvad nu? Nøjes kunden med at kalde mig en dum kælling? Eller sker der mere?”
Bagefter har hun brug for at komme væk. Hun kan ikke overskue at have kunder omkring sig. Omme bagved i butikken tager hun dybe vejrtrækninger og får noget at drikke. Der er altid en kollega, der stikker hovedet ind. Nogle gange fortæller Helle Mortensen, hvad der er sket. Andre gange får hun en krammer.
- Det er kommet efter dengang, jeg blev truet. Man bliver aldrig hårdhudet. Oplevelserne hober sig bare op, siger Helle Mortensen.
"Kunden havde nok en dårlig dag"
Hun hører tit kommentaren om, at kunden nok havde en dårlig dag. Det er måske en forklaring, men for Helle Mortensen giver det ikke kunden ret til sin opførsel.
- Hvorfor skal det gå ud over os, at de har en dårlig dag? Det kan vi jo ikke gøre for.
I mere end 30 år har Helle Mortensen arbejdet i den samme Føtex. Og det er der en særlig grund til på trods af de negative oplevelser.
- Det er mine kollegaer. Uden kollegaer, intet job. Jeg har altid godt kunne lide jobbet. Jeg har en masse ansvarsområder og bliver lyttet til. Og så vil jeg også rose vores kunder. Langt de fleste er søde.