Formand for HK Stat, Rita Bundgaard (t.v.) og formanden for HK'erne ved Danmarks Domstole, Kate Kengen, før de går til møde i retsudvalget.
Det var med det store smil på, at Rita Bundgaard og Kate Kengen forlod Folketingets Retsudvalg efter et møde 1. september om domstolenes økonomi og indretning i fremtiden. De to er henholdsvis formand for hele HK Stat og for HK’erne ved Danmarks Domstole, og de var sammen med HK Stats analysechef Thomas Lynge Madsen inviteret af Retsudvalget.
På mødet argumenterede de for, at flere HK’ere ved retterne er den oplagte vej til at nedbringe sagsbunker og frigøre arbejdstid for dommerne. De kappeklædte har nemlig de senere år overtaget meget administrativt arbejde, fordi der er sparet en stor del af HK’erne væk.
- Jeg har armene oppe. Udvalget lyttede virkelig til os. Vi repræsenterer en gruppe medarbejdere – HK’erne – som findes i alle led af straffesagskæden. Altså lige fra politiet og anklagemyndigheden over til domstolene og fængslerne. Og vi oplevede en klar opbakning til HK-gruppen fra de andre faglige organisationer, siger Rita Bundgaard.
Dårlig udnyttelse af få ressourcer
Udvalget spurgte blandt andet fagforeningerne om, hvad der skal gøres anderledes for at få retterne til at fungere bedre med kortere sagsbehandlingstider.
- Jeg kan i hvert fald sige, at vi har brug for rette kompetencer til rette opgaver. Og efter mange år med nedskæringer på området, skal der 150 nye HK’ere til, svarede Rita Bundgaard.
LÆS OGSÅ: Bunkerne svulmer ved domstolene
- Og vi oplevede til min glæde en enighed på tværs af de faglige organisationer om netop behovet for flere HK’ere ved domstolene, siger Rita efter mødet.
Op til mødet i Retsudvalget havde Dommerforeningen i et brev til udvalgets formand gjort det meget klart, at dommerne ønsker sig flere HK’ere. Formand for foreningen Mikael Sjöberg, skriver:
”Domstolene har gennem en årrække reduceret antallet af kontorfunktionærer ved domstolene med den følge, at dommerne i dag udfører mere og mere kontorarbejde. Det er en ualmindelig dårlig udnyttelse af de i forvejen alt for få ressourcer, som er nærmere beskrevet i rapporten om dommernes arbejdsforhold fra juni 2020.”